Wrexham tog et stort skridt mod oprykning, da de mandag eftermiddag vandt 3-2 over National League-rivalerne fra Notts County.
Der er kun en enkelt oprykningsplads fra den femte bedste række i England, hvorfor det kun er National League-mestrene, der får en plads i League Two i næste sæson.
Både Wrexham, der har været ejet af skuespillerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney siden 2020, og Notts County havde 100 point forud for deres kamp mandag eftermiddag.
Da kampen var slut, havde Wrexham 103 point med en kamp i hånden i forhold til Notts County, hvorfor de har bragt sig selv i en rigtig god situation i forhold til at være sikret oprykning.
Både Reynolds og McElhenney var til stede under kampen, hvor målmand Ben Foster endte med at blive dagens helt store helt i de døende minutter af kampen. Den erfarne målmand, der fyldte 40 år i sidste uge, formåede nemlig at redde et straffespark fra angriber Cedwyn Scott i det 97. minut, hvilket sikrede dem sejren over Notts County.
Da de blev tilkendt det sene straffespark, troede Notts County, at de havde gjort nok til at sikre sig uafgjort og et enkelt point i kampen, men det fik Foster sat en stopper for.
Wrexham skal blot sikre sig syv ud 12 mulige point i deres resterende kampe, da det vil være nok til at sikre dem den samlede sejr i National League og dermed også oprykning til League Two for første gang siden 2008.