Zinedine Zidane løfter kortvarigt sløret for sine fremtidsplaner og bekræfter, at han er på vej tilbage som træner.
Den tidligere
Real Madrid-træner Zinedine Zidane har givet en sjælden opdatering om sin trænerfremtid.
Ifølge RMC Sport blev han for nylig spurgt, om han agter at vende tilbage til sidelinjen.
Hertil lød det korte svar:
- Det sker snart.
Zidane har ikke haft et trænerjob, siden han i 2021 forlod Real Madrid for anden gang.
Siden da har spekulationerne været mange, men konkrete aftaler er udeblevet.
Blandt de mest vedholdende rygter er et muligt skifte til det franske landshold, som flere medier i
Frankrig gentagne gange har sat ham i forbindelse med.
Interesse i fransk landstrænerpost
Zidane har tidligere udtalt, at han på et tidspunkt ønsker at stå i spidsen for det franske landshold.
Ved Trento Sports Festival sagde han ifølge flere italienske medier:
- Jeg kommer helt sikkert til at vende tilbage til trænergerningen. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Men jeg ved, at jeg i fremtiden gerne vil være landstræner for det franske landshold.
Didier Deschamps, som siden 2012 har været fransk landstræner, har kontrakt med det franske fodboldforbund frem til sommeren 2026.
Det har fået flere iagttagere til at pege på Zidane som en naturlig arvtager, når posten engang bliver ledig.
Hans navn nævnes jævnligt, især når der opstår tvivl om Deschamps' fremtid.
Tidligere meritter skaber forventning
Zinedine Zidane har indtil videre kun haft én klub som træner, men det var med stor succes.
I spidsen for Real Madrid vandt han blandt andet tre Champions League-titler og to spanske mesterskaber.
Derudover blev han anerkendt for sin evne til at håndtere en stjernespækket trup med mange store egoer.
Trods sin relative tavshed i de seneste år er Zidane fortsat en af de mest eftertragtede og profilerede navne i international fodbold.