gettyimages 2179848707

Det nye Red Bull-gulv er slet ikke nyt

Formel 1maj 03 , 18:44
En ny komponent blev noteret i FIA’s dokumenter, men i virkeligheden dækker den over en langt mere nuanceret udvikling.
Da Red Bull ankom til Miami Grand Prix med en opdatering, som kun Max Verstappens bil fik lov at benytte, skabte det straks opmærksomhed.
På FIA’s liste over ændringer stod det sort på hvidt, at RB21 ville blive udstyret med et nyt gulv.
Men selvom opdateringen fremstod som en teknologisk nyhed, gemmer der sig en langt mere velkendt sandhed under overfladen.
For allerede under løbet i Saudi-Arabien havde Red Bull faktisk introduceret det samme gulv – bare uden at skulle offentliggøre det.
Dengang var ændringerne nemlig ikke synlige udefra, og teamet var derfor ikke forpligtet til at meddele det til FIA.
Først i Miami, hvor nye luftstrømsledere på fronten af gulvet gjorde forskellen mærkbar for det blotte øje, blev opdateringen officielt erklæret.
Ifølge RacingNews365 er ændringen i virkeligheden bare en komplet version af det gulv, Red Bull begyndte at anvende i Jeddah – med justeringer designet til at forbedre luftstrømmen i Venturi-kanalerne under bilen og øge trykket foran baghjulene.
Målet er at gøre bilen mere stabil og konkurrencedygtig på flere forskellige typer at baner.

Forberedelse til fremtiden

Red Bulls plan stopper dog ikke i Miami. Gulvændringerne, som ifølge teamet kun er første fase, skal bane vejen for en større opgradering, der ventes at komme til det italienske Grand Prix på Imola-banen.
Her forventes flere aerodynamiske ændringer, som skal afhjælpe de balanceproblemer, især Yuki Tsunoda har kæmpet med.
Samtidig har Red Bull startet et uofficielt modtræk mod McLarens imponerende sæsonstart.
Teamet har i kulissen ifølge RacingNews365 påbegyndt en egen undersøgelse af McLarens dæktemperaturer – specifikt hvordan holdet formår at holde dækkene i det optimale vindue længere end konkurrenterne.
Ved hjælp af termiske kameraer har Red Bull indsamlet data under pitstop, særligt på McLarens bremseskakte, som også påvirker dækkenes varmeafgivelse.
Især ved varme løb som i Bahrain og Saudi-Arabien er det bemærket, at McLarens bremsekomponenter viser langt lavere varmeudstråling end de øvrige hold.

Fra vandflasker til varmezoner 

De opsigtsvækkende observationer har givet næring til spekulationer om, at McLaren muligvis benytter mere end blot luft til at afkøle dækkene.
Rygter om brug af vandkøling – hvilket ville være i strid med reglementet – har cirkuleret siden slutningen af sidste sæson.
McLarens chef, Zak Brown, har afvist teorien og dukkede spøgefuldt op med en drikkedunk mærket “dækvand” i paddocken i Miami.
Teamet selv insisterer på, at fordelene skyldes en kombination af aerodynamisk effektivitet, perfekt balance og innovative løsninger i bremsesystemet.
Mest læste

Mest læste