Laurent Mekies er på vej væk fra Ferrari til fordel for en stilling hos AlphaTauri. Ferrari-chefen Laurent Mekkies er på vej væk fra Ferrari, da han angiveligt har taget imod en stilling hos AlphaTauri. Det skriver mediet RacingNews365.
Angiveligt kommer han til at arbejde tæt sammen med teamchef Franz Tost, og forventes at være en del af en større omstrukturering af personalet hos holdet.
Mekies har en fortid hos holdet i deres Minardi- og Toro Rosso-dage, da han sluttede sig til holdet i 2002 og arbejdede der i over 10 år, inden han blev chefingeniør. Derefter tog han imod et job hos FIA, inden han skiftede til Ferrari.
Som en del af deres restrukturering, kunne AlphaTauri for nylig afsløre, at de har skrevet under på en aftale med Lars Stegelmann, der er hentet for at indtage rollen som kommerciel direktør.
Det faktum, at flere kendte navne hentes til AlphaTauri, er et tegn på, at holdet ikke er til salg, og Red Bull har planer om at fortsætte arbejdet med holdet.
Ifølge RacingNews365 har der været flere bud på holdet, men Red Bull har ikke vist interesse i at sælge. Efter sigende er der blevet budt 800 millioner dollar på holdet, hvilket Red Bull besluttede sig for at afvise.
På det seneste har der været spekuleret i, hvad målet med holdet er, da Red Bull-rådgiver Helmut Marko for nylig har afsløret, at holdet ikke er til salg, men at der var 'forskellige muligheder', der blev diskuteret.
Ydermere har der også været rygter om, at teamchef Tost skulle gøre sig tanker om at gå på pension. Da han tidligere på sæsonen blev spurgt ind til disse rygter, ønskede han ikke at kommentere på dem.