Med en ny sæson forude og en ny rolle på teamet sætter George Russell ord på sine ambitioner. Han afslører samtidig, hvorfor Mercedes’ målsætning ikke giver mening for ham.
For første gang i sin Mercedes-karriere står George Russell alene i spidsen for holdet. Efter tre sæsoner ved siden af Lewis Hamilton er han nu den ubestridte førstemand, eftersom Ferrari har sikret sig den syvdobbelte verdensmesters tjenester.
Med teenageren Andrea Kimi Antonelli som sin nye holdkammerat er det op til Russell at lede Mercedes ind i en ny æra.
På forhånd er forventningerne til 2025-sæsonen høje, men Russell har en klar tilgang til året, hvor han ikke vil sætte et specifikt antal løbssejre som mål.
"Formel 1 er så unikt, at man ikke kan opstille målsætninger på den måde," siger han.
I stedet fokuserer han på at forbedre sin præstation på en række områder, især når det gælder om at omsætte sin stærke kvalifikationsfart til resultater i løbene.
Mercedes har haft svært ved at konkurrere med Red Bull de seneste år, men optimistiske forudsigelser tyder på en mere åben kamp i 2025.
Hvis de fire stærkeste hold ligger tættere end tidligere, kan Russell få chancen for at vinde flere løb end i 2024, hvor han stod øverst på podiet to gange.
Han var tæt på en tredje sejr, men blev diskvalificeret efter Belgiens Grand Prix, da bilen blev vurderet til at være under minimumsvægten.
Russell understreger, at hans mål ikke blot er at vinde flere løb, men snarere at sikre, at han udnytter alle de muligheder, der byder sig.
"Hvis jeg siger, at jeg vil vinde fire løb i år, fordi jeg vandt tre sidste år, så vil jeg jo ikke være tilfreds, hvis jeg vinder fem, men bilen er god nok til ti," forklarer han.
Han fokuserer i stedet på mere detaljerede mål, såsom at forbedre sin racepace, da han allerede har bevist sin styrke i kvalifikationerne.
Ifølge The Mirror har Russell også internt på teamet gjort det klart, at han vil arbejde målrettet på at blive en mere komplet kører, der kan udnytte bilens fulde potentiale i alle løbsfaser.
"Det fantastiske ved Formel 1 er, at man hvert år står med en ny bil og nye udfordringer," siger Russell. "Noget, der var en styrke sidste år, er det måske ikke længere. Man skal altid tilpasse sig."
Selv om Mercedes har store ambitioner, er det stadig uvist, hvor de står i forhold til konkurrenterne.
Russell er en af fem britiske kørere på gridden i 2025, sammen med Lando Norris, Oliver Bearman, Alex Albon og naturligvis Hamilton.
Hvor hans tidligere holdkammerat nu skal forsøge at bringe Ferrari tilbage til toppen, vil Russell focusere på at føre Mercedes videre i en ny æra.
Han erkender, at holdet stadig har et stykke vej til at nå niveauet fra deres tidligere så dominerende periode, men han tror på, at det hårde arbejde vil give pote.
"Vi ved, at vi bliver nødt til at arbejde hårdere end nogensinde før. Men jeg er klar til udfordringen," fastslår han.
Sæsonstarten nærmer sig, og det bliver spændende at se, om Russell kan tage det næste skridt og etablere sig som en af feltets absolutte topkørere i sin nye rolle som Mercedes' leder.