Mercedes-stjernen George Russell har afsløret, at han 'er ligeglad' med om Lewis Hamilton forlænger sit ophold hos Mercedes.
Den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton har kontraktudløb efter denne sæson. På trods af dette, har han endnu ikke skrevet under på en ny kontrakt med Mercedes.
Han har været en del af holdet siden 2013, og har vundet seks ud af syv verdensmesterskaber hos Mercedes. Selvom de har haft et succesfuldt partnerskab, er der nu tvivl om hans fremtid hos holdet.
Blandt andet har der været forlydender om, at Ferrari skulle have interesse i at hente ham. Flere medier har rapporteret, at de er klar til at betale ham 40 millioner pund om året, hvis han skifter.
Forud for Monacos grandprix har den britiske racerkører dog afvist, at dette er på tale. Derimod slog han fast, at hans hold arbejder på at forlænge hans ophold hos Toto Wolff og co.
For hans holdkammerat George Russell har det ikke nogen betydning, hvorvidt den 38-årige legende forlader holdet eller ej.
Russell har længe været nævnt som fremtidens store stjerne, og han bruger ikke tid på at koncentrere sig om sin holdkammerat. Han mener nemlig, at han har evnerne til at vinde over alle.
"Jeg er ligeglad med, om Lewis bliver eller skifter, for jeg tror på, at jeg kan slå enhver kører i feltet," sagde han ifølge Mirror.
Hamilton har længe forsøgt at undgå at besvare spørgsmål om sin fremtid, men mængden af spørgsmål blev for meget torsdag. Her afslørede han, at et skifte til Ferrari ikke er en del af planerne.