Qatar Grand Prix bød på masser af dramatik fra start til slut, men særligt en episode ville Haas-boss Günther Steiner gerne have været foruden. Nico Hülkenberg ville gerne give
Esteban Ocon skylden for deres sammenstød i sprintløbet i Qatar. Alligevel accepterer han det faktum, at den franske kører havde svært ved at se. Helt så let ser Haas-boss Günther Steiner ikke på det.
Efter at have jagtet Ocon i et stykke tid, forsøgte Hülkenberg at overhale Alpine-køreren. Her endte
Sergio Perez med også at blive involveret, og det var mere, end hvad banen havde plads til.
Ocon trak først ind i Hülkenberg, som ikke kunne flytte sig, fordi han lå mellem franskmanden og Perez. Derefter bragede Ocon direkte ind i Perez.
Det medførte, at både Ocon og Perez ikke kunne køre videre. Hülkenberg kunne derimod halte tilbage i pitten, hvor det blev vurderet, at det ikke var værd at sende ham ud på banen igen.
"Det er virkelig skidt for os, fordi det var en dag, hvor vi kunne have taget noget med. Jeg er meget skuffet over det, da det var en god mulighed," sagde tyskeren til F1 Insider.
"Ocon begyndte at få problemer, og så jeg var i stand til at angribe ham. Men Perez kom også bagfra og var så hurtig."
"Det betød, at han pludselig var midt i det hele. Jeg så ham virkelig sent, fordi jeg var fokuseret på Ocon. Og han vidste eller kunne til gengæld ikke se, at jeg også havde en bil ved siden af mig, og derfor var der ikke mere plads."
"Det placerede mig i en sandwich. Og ja, med tre biler i så trangt et sving, var det for tæt. Jeg vil gerne give Esteban (Ocon, red.) skylden, men jeg tror ikke, han vidste noget om Sergio (Perez, red.) til højre. Meget dum og uheldig racersituation."
Günther Steiner var dog ikke helt så forstående og tilgivende som sin kører. Derimod var han ganske rasende på Perez og Ocon.
"Nico havde en rigtig god dag, indtil han endte i en sandwich mellem to desperate drenge. Intet af det var hans skyld, men hvad kan du gøre mellem disse to? Heldet var ikke på vores side," lød det fra Steiner ifølge PlanetF1.