Lewis Hamiltons tidlige Ferrari-eventyr har indtil videre været en frustrerende affære, og weekendens Grand Prix i Suzuka forstærkede blot billedet: den syvdobbelte verdensmester kæmper med at finde fart – og nu ved han hvorfor.
Efter endnu et løb, hvor han sluttede et godt stykke bag holdkammeraten Charles Leclerc, afslørede Hamilton, at der er opdaget en alvorlig fejl på hans SF-25 – en fejl, der har hæmmet hans præstation gennem de første tre grand prix'er.
Uden at gå i detaljer antydede briten, at problemet koster ham op mod et tiendedel sekund per omgang, og måske mere.
- Vi har fundet noget på bilen, som har underpræsteret de sidste tre løb, fortalte Hamilton til Sky Sports F1. Og han var ærlig omkring konsekvenserne:
- Jeg håber virkelig, at når det er fikset, så kan jeg levere bedre resultater.
Problemet virker til at være isoleret til Hamiltons bil, hvilket kun har øget frustrationen hos veteranen, der stadig er ved at vænne sig til Ferraris systemer efter skiftet fra Mercedes.
I kvalifikationerne har han i gennemsnit været to tiendedele langsommere end Leclerc, og i løbene har han ikke været i nærheden af at true Monégasquens tempo – undtagelsen har været sprintløbet i Shanghai, hvor Hamilton sikrede en flot sejr efter at have taget pole.
Men Suzuka var endnu et slag i ansigtet. Hamilton sluttede 13 sekunder efter Leclerc og kunne tydeligt mærke, at noget ikke stemte.
Han forklarede, at han kæmper med at få dækkene i det rette vindue – en essentiel faktor i moderne Formel 1 – og det er noget, han og teamet stadig forsøger at forstå.
- Der er noget galt. Holdet ved det, men de ved ikke hvorfor, sagde han.
Ferrari arbejder nu på en opgraderingspakke, som forventes at blive introduceret i Bahrain – et håb for Hamilton, der desperat ønsker at få etableret sig som en reel konkurrent til Leclerc og resten af feltet.
For selvom både Mercedes, McLaren og Red Bull aktuelt ser ud til at have overhånden, mener Hamilton stadig, at Ferrari har potentialet – hvis de altså får styr på teknikken.
Alligevel vælger han at se positivt på sin præstation i Japan, set i lyset af bilens tilstand:
- Jeg er relativt tilfreds med løbet, når man tager i betragtning, hvad jeg havde at arbejde med, sagde Hamilton.