En enkelt beslutning kan nogle gange koste millioner, og det må den hollandske forretningsmand Michel Perridon nu erkende.
I en ny podcast-afsløring fortæller han, hvordan han afviste en investering i
Max Verstappen, der i dag kunne have været en sand pengemaskine.
Perridon, der gjorde karriere ved at opbygge Trust-brandet inden for computerteknologi, havde tidligere investeret millioner i Max' far,
Jos Verstappen, under hans Formel 1-karriere.
I starten af Max' karriere blev Perridon tilbudt en lignende mulighed, men valgte at takke nej.
- Jeg sponsorerede altid Jos Verstappen, Max' far, og det kostede millioner, fortalte han i podcasten Dutch Dragons (en hollandsk podcast i forbindelse med den hollandske udgave af "Løvens Hule").
- Så kom hans manager og spurgte, om jeg ville investere fem millioner og få ti procent af Max' fremtidige indkomst. Men jeg sagde: 'Nej, jeg har investeret nok i jeres familie.'”
"En lille fejl"
Perridon griner selv over beslutningen i dag og kalder det med selvironi for “en lille fejl.”
Men fejlen er ikke så lille, som han måske gerne ville tro.
Med Max Verstappens nuværende basisløn på omkring 60 millioner dollars årligt hos Red Bull Racing (svarende til ca. 400 mio. kroner), ville Perridon allerede i dag have tjent seks millioner dollars om året på sin investering (ca. 40 mio. kroner).
Det tal ser kun ud til at vokse, efterhånden som Max fortsætter sin dominerende kurs mod endnu flere verdensmesterskaber.
Podcastpanelet morede sig kosteligt over Perridons afsløring og kaldte spøgefuldt beslutningen for “en stor fejl.”
Milliardær
Men Perridon selv tager det hele med ro. Med en formue på omkring 384 millioner euro i 2024 (ca. 2,9 mia. kroner), er det tydeligt, at han næppe ligger søvnløs over den tabte gevinst.
Mens Michel Perridon måtte sande en forpasset mulighed, kunne Jos Verstappen fejre sin egen sejr i weekenden. S
ammen med sin co-driver Renaud Jamoul sikrede han sig sejren i Rallye de Wallonie – hans tredje triumf i sæsonens belgiske rallymesterskab.
Efter at have ligget nummer to gennem store dele af løbet, udnyttede Verstappen senior en elektronisk fejl hos rivalen Cedric Cherain og kørte sejren sikkert hjem i sin Skoda Fabia RS Rally2.
- Det var et fantastisk rally, vi måtte virkelig presse på hele vejen. Alt klappede perfekt, og vi er virkelig glade for vores fremgang, sagde Jos efter løbet.