Bernie Ecclestone lægger ikke fingre imellem i sin vurdering af
Christian Horner efter Red Bulls opsigtsvækkende beslutning.
Den tidligere Formel 1-chef Bernie Ecclestone har udtalt sig i skarpe vendinger om sin mangeårige ven og tidligere
Red Bull-boss Christian Horner.
I et interview med The Telegraph kalder Ecclestone Horner for en "idiot" og antyder, at den interne undersøgelse mod ham for upassende adfærd kan have været udslagsgivende for hans afskedigelse.
Christian Horner blev tirsdag aften informeret om, at han ikke længere skulle stå i spidsen for Red Bull Racing, efter mere end 20 år i rollen.
Beslutningen blev taget uden en offentliggørelse af begrundelsen, men kommer efter en periode med uro i teamet og faldende resultater.
Uro og faldende resultater i Red Bull
Red Bull oplevede stor succes med Horner ved roret, men de seneste 18 måneder har været præget af interne konflikter, markante afgange og sportslige tilbagegange.
Efter en dominerende 2023-sæson med 21 sejre ud af 22 løb, sluttede holdet som nummer tre i konstruktørmesterskabet i 2024 og ligger i øjeblikket på fjerdepladsen i 2025-sæsonen efter 12 løb.
Samtidig har profiler som Adrian Newey, Rob Marshall og Jonathan Wheatley forladt holdet, mens stjernen Max Verstappen rygtes til Mercedes.
Den udvikling har ført til spekulationer om magtkampe i organisationen, særligt efter grundlægger Dietrich Mateschitz’ død i 2022.
Ecclestone peger på, at Horners indflydelse voksede i en grad, som blev for meget for nogle i organisationen.
'Han troede, han var 20 år'
Ecclestone antyder, at Horner ikke længere havde organisationens fulde opbakning og havde opført sig som om han ejede teamet.
- Han var en 50-årig, der troede, han var 20 – troede, han var en af drengene, siger Ecclestone og tilføjer:
- Folk begyndte at mene, at han opførte sig, som om det ikke var Red Bull Ring, men Christian Horner Ring.
Den tidligere F1-boss mener, at Horner burde have givet ansvaret for de kommercielle opgaver videre og i stedet koncentreret sig om teamledelsen.
Horner holdt dog fast i sin rolle som administrerende direktør.
Christian Horners fremtid i Formel 1 er nu uvis, men rygterne svirrer allerede om mulige roller hos Alpine eller Ferrari.