Et skifte til Red Bull ville være drømmen, men også en risiko for Isack Hadjar, der har bygget stærkt momentum og ikke ønsker at tabe det på én gang. Isack Hadjar har længe været anset som et af Red Bulls største talenter, og der har været flere spekulationer om, hvorvidt han var klar til at tage springet og få en plads på Red Bulls hovedteam.
Alligevel sagde Hadjar for nylig til Sky Sports, at han ikke føler sig klar endnu.
Det fik flere til at spærre øjnene op. Ikke mindst fordi Hadjar tidligere har givet indtryk af, at han var parat til at tage imod chancen, hvis den kom.
Men de ni løb, han indtil videre har kørt i denne sæson, har givet ham anledning til refleksion.
Det er ikke bare et spørgsmål om mod og talent, men også om timing og de rette betingelser.
Et råd på det rigtige tidspunkt
Ifølge Viaplay peger flere på, at Hadjar ikke er alene i sine overvejelser.
Jason Watt sagde i Formel 1-Timen på Viaplay, at han mistænker Hadjar for at talt med en voksen og mere erfaren person i sin omgangskreds.
- Han har haft en fantastisk sæsonstart, og så tænker man måske, at man kan klare alt. Men der sidder nogle i baglandet og siger, at det kan være karriereselvmord at springe direkte i Red Bull-bilen, før han er klar, lød det fra Watt.
Pointen er ikke, at Hadjar ikke har talentet, men at timingen er vigtig.
Liam Lawson tog springet i starten af sæsonen, men blev degraderet til andetholdet efter blot to løb. Siden da har Yuki Tsunoda været andenkører for Red Bull.
Der har dog længe været rygter om, at Tsunoda allerhøjst holder sæsonen ud, og måske endda ikke engang så længe
Red Bull og fremtiden
For Red Bull handler det ikke kun om at få den hurtigste kører i bilen her og nu.
Det handler også om at sikre, at de ikke ødelægger fremtidens stjerner, før de for alvor er klar.
- Vi har set flere kørere få chancen og ikke leve op til forventningerne. Det skaber ikke kun problemer for køreren, men også for Red Bull som hold, siger Watt.
Et skifte for Hadjar lige nu kunne betyde, at den fremgang og værdi han har bygget op, pludselig forsvinder hvis han ikke præsterer bedre end sin forgænger i bilen.
Så selv om Hadjar måske drømmer om at få muligheden for at køre side om side med Verstappen, er han også klar over, at Red Bull-bilen både er en chance og en test.
Med flere erfaringer og flere løb i bagagen hos
Racing Bulls har Hadjar dermed mulighed for at sikre sig, at han ikke kommer ind på Red Bulls førstehold for tidligt.