jos verstappen max verstappen

Jos Verstappen spår svær fremtid for Max og Landos venskab

Formel 1dec. 22 , 12:03

To af Formel 1 verdenens største profiler har længe haft et nært og tæt venskab uden for banen, men nu spår den enes far venskabet en svær fremtid.

Max Verstappen og Lando Norris har i lang tid haft et tæt venskab uden for banen, men efter en sæson fyldt med intense dueller og sammenstød på banen spår Jos Verstappen, far til Max, at det kan blive svært for de to at bevare deres gode relation i fremtiden.

Den tidligere Formel 1-kører og far til den firedobbelte verdensmester mener, at konkurrencen om mesterskabet presser forholdet. 2024-sæsonen bød på flere sammenstød mellem Verstappen og Norris, hvor især Østrigs Grand Prix står som et vendepunkt.

Ved dette løb kolliderede de to i sving tre, hvilket resulterede i, at Norris måtte udgå, mens George Russell overraskende løb med sejren.

Derudover var der tætte episoder ved både USA's og Mexicos Grand Prix, hvor Verstappen og Norris' kampe om placeringer flere gange førte til nærkontakt. McLaren har i 2024 haft en bil, der for alvor kunne udfordre Red Bull, og Norris kæmpede for første gang med om verdensmesterskabet.

McLarens tilbagevenden til toppen – med en konstruktør-titel for første gang siden 1998 – har intensiveret kampen mellem Norris og Verstappen. Jos Verstappen forventer derfor, at deres venskab bliver sat yderligere på prøve, når konkurrencen spidser til.

"Det bliver nok sværere," forklarede Jos til Formule1.nl. "Selvfølgelig har det længe handlet om verdensmesterskabet, og Max ved godt, at det er sådan. Han er meget afslappet omkring det. Han kender forskellen mellem forholdet uden for banen og kampen på banen. Han er meget moden i den henseende."

Venskaber har før måtte ofre livet i Formel 1

På trods af de gentagne sammenstød understreger både Norris og Verstappen, at de stadig er gode venner. Men Formel 1 er en sport, hvor venskaber ofte må vige, når guldet er på spil. Norris’ fremgang og McLarens forbedrede formel kan meget vel betyde, at deres forhold bliver sat yderligere på prøve i fremtidige sæsoner.

Historien har vist, at rivaliseringer mellem venner i motorsport sjældent forbliver uden konsekvenser. Lewis Hamilton og Nico Rosbergs venskab gik i opløsning, da de kæmpede om mesterskabet for Mercedes.

Verstappen og Norris står muligvis over for en lignende skæbne, men i modsætning til Hamilton og Rosberg har Verstappen indtil videre vist en evne til at adskille relationer fra det, der sker på banen.

Mest læste

Mest læste