Max Verstappen kan være på vej mod et dramatisk skifte i Formel 1 – i hvert fald hvis man spørger den tidligere topkører Juan Pablo Montoya.
I et interview med Vision4Sport forudser Montoya, at den tredobbelte verdensmester snart vil modtage – som han kalder det – et tilbud, han ikke kan afslå fra Aston Martin. Et skifte, der potentielt kan ryste hele sporten.
Verstappen har kontrakt med Red Bull frem til udgangen af 2028, men rygterne om en tidlig exit er taget til det seneste år, især efter spekulationer om en klausul, der skulle give ham mulighed for at forlade holdet.
– Jeg tror, Max får et tilbud fra Aston Martin, han ikke kan sige nej til, sagde Montoya.
– Han giver måske Red Bull en chance et år mere og lader Adrian (Newey, red.) få lidt tid [hos Aston Martin]. Men det hele er nyt der, og folk skal først lære at arbejde sammen. De bliver bedre, ja, men jeg tror ikke, de begynder at vinde løb på stribe med det samme, lød det fra Montoya
Montoya peger især på 2026 som det store vendepunkt. Her træder nye tekniske regler i kraft, og hele Formel 1-feltet risikerer at blive rystet op. Det åbner døren for, at teams som Aston Martin kan tage et kvantespring – og det kan ifølge Montoya blive udslagsgivende for Verstappens fremtid.
– Hvis Red Bull kæmper i det første år med de nye regler, så vil det ikke overraske mig, hvis Max allerede efter tredje løb har skrevet under med et andet hold, lød det fra Montoya.
– Hvis jeg var Max, ville jeg tage til Aston Martin. Mercedes kunne også være spændende, men Aston er det logiske valg – med Adrian og Honda. Alt det, han har vundet med, er der.
Rygterne om et astronomisk bud fra Aston Martin – helt op mod én milliard dollars – blev sidste år afvist af teamet selv. Alligevel er signalerne tydelige: Lawrence Stroll og resten af Aston Martin-ledelsen er villige til at investere stort for at bygge en mesterskabskandidat op omkring Verstappen.
Og med Fernando Alonso nær slutningen af sin karriere, står døren på klem for en ny førerfigur.
Verstappen selv har offentligt understreget sin loyalitet over for Red Bull, men har også tidligere luftet sin bekymring over sportens udvikling og peget på, at han kun vil blive i Formel 1, hvis han fortsat nyder det og har en bil, der kan konkurrere i toppen.
Netop derfor kan 2026-sæsonens første løb blive afgørende. Lever Red Bull ikke op til forventningerne, kan skiftet til Aston Martin – med velkendte folk og teknologiske muskler – blive mere end bare spekulation.