Lando Norris går ind til den nye Formel 1-sæson som en af de største favoritter til at vinde verdensmesterskabet. Men den britiske kører lader sig ikke påvirke af forventningerne.
Efter en stærk 2024-sæson, hvor Norris pressede Max Verstappen til det sidste, er McLaren-køreren nu en af de mest oplagte kandidater til at tage titlen i 2025.
Med præsentationen af McLarens nye MCL39 er der store forhåbninger til, at han kan tage det sidste skridt op på toppen af Formel 1-hierarkiet.
Alligevel tager Norris favoritværdigheden med ro.
Da han blev konfronteret med, at bookmakerne har ham som den mest sandsynlige verdensmester, tog han det med et smil.
"Jeg håber, folk tjener en masse penge på mig," sagde han ifølge RacingNews365. "Jeg ville have det dårligt, hvis jeg skuffede dem, der har spillet penge på mig."
Han understreger, at han ikke lader sig påvirke af eksternt pres.
"Det er bare en konsekvens af sidste sæson. Fordi jeg gjorde det godt, er forventningerne høje – både for teamet og for mig selv."
Selv om Norris sidste år var den bedste McLaren-kører, er han ikke i tvivl om, at hans holdkammerat Oscar Piastri vil blive en endnu større udfordring i 2025.
"Alle starter på en frisk, og enhver kører kommer tilbage med større beslutsomhed, inklusive mig selv. Alle vil bevise deres værd og forbedre deres svagheder," siger Norris.
Norris er opmærksom på, at Piastri har udviklet sig hurtigt og kan blive en reel trussel i den interne McLaren-dyst:
"Han har været meget aggressiv og hurtig – og aggressiv i den forstand, at han har tilpasset sig hurtigt. Han har gjort det rigtig godt i sine første sæsoner."
Alligevel føler Norris sig ikke presset af den interne konkurrence.
"Han vil kun blive bedre, men jeg forbedrede mig også gennem sæsonen. Så det er kun positivt," siger han.
For Norris er presset ikke en hæmsko – tværtimod ser han det som en fordel:
"Folk gør ofte pres og nerver til noget negativt, men det er det ikke for mig. Jeg præsterer altid bedre under pres. Det er de øjeblikke, jeg nyder mest – når nerverne spiller ind, og man virkelig skal træffe de rigtige beslutninger."
Han indrømmer, at han finder en vis glæde i at blive kaldt favorit.
"Jeg kan godt lide at høre det. Jeg nyder, at folk siger, at det er mit mesterskab at tabe. Det motiverer mig kun," siger Norris.
Med en sæson, der kan blive den vigtigste i hans karriere, går McLaren-køreren ind til 2025 med løftet halespids og en blanding af selvtillid og ydmyghed samt en stor tro på, at han kan tage kampen op mod Verstappen og de øvrige rivaler.