Formel 1-holdet Aston Martin skifter navn forud for 2024-sæsonen. Lance Stroll og Fernando Alonso kommer til at køre under et andet holdnavn næste år. Holdejer
Lawrence Stroll har nemlig meddelt, at Aston Martin skifter navn forud for næste sæson.
På nuværende tidspunkt er holdet tilmeldt under navnet Aston Martin Aramco Cognizant F1 Team. Det skyldes, at holdet har indgået lukrative aftaler med hhv. Aramco og Cognizant. De har begge købt sig til navnerettigheder, men det ændrer sig næste år.
For nylig blev det offentliggjort, at holdet havde forlænget deres aftale med amerikanske Cognizant. Alligevel er det nu blevet afsløret, at de ikke længere kommer til at indgå i holdets navn.
Det skyldes, at de indleder en ny fase i deres samarbejde. En talsmand for Aston Martin siger, at Cognizant har opnået en øget kendskabsgrad gennem deres samarbejde. Det har hele tiden været planen, og derfor indledes en ny fase af samarbejdet.
Der er endnu ingen indikation af, hvad det ny holdnavn kommer til at være, skriver Mirror. Formentlig kommer det ikke til at blive bekræftet før næste år.
Det forventes, at saudiarabiske Aramco fortsætter som titelsponsor. Om de får selskab af en anden virksomhed, vides endnu ikke, men det kan naturligvis ikke udelukkes.
I forbindelse med deres beslutning om at fjerne Cognizant som titelsponsor, har Lawrence Stroll udsendt en officiel udtalelse.
"Cognizant var Aston Martins første F1-titelpartner. De forstod fuldstændig, hvordan et højt profileret partnerskab kunne forbedre deres internationale profil. I den første fase af vores forhold er det lykkedes at øge deres globale brandbevidsthed markant," sagde han.
"Når vi går ind i denne nye fase af vores partnerskab, vil vi uddybe vores forhold. Vi ser tingene på samme måde, vi har de samme mål, og vi arbejder sammen på en helt unik og innovativ måde."
"Hvad vi ser fra samarbejdet med Cognizant er, at de virkelig kan udnytte deres ekspertise inden for data, analyse og maskinlæring til at gøre en markant forskel for vores bestræbelser på at bygge en hurtigere bil samt blive en slankere og mere effektiv organisation."