standard billede til web 2025 04 08t190834370

Lewis Hamilton afviser: "Jeg er først lige begyndt"

Formel 1jun. 13 , 10:53
Lewis Hamilton slår fast, at han hverken overvejer at stoppe eller skifte holdledelse, trods en svær start på samarbejdet med Ferrari.
Efter en svær start på 2025-sæsonen har Lewis Hamilton været midtpunkt i en række rygter om både sin egen fremtid og situationen hos Ferrari.
Men under pressekonferencen forud for weekendens Grand Prix i Canada gjorde den syvdobbelte verdensmester det klart, at han hverken har planer om at trække sig tilbage eller støtte et lederskifte i teamet.
- Jeg er lige begyndt, sagde Hamilton og afviste historier om, at han skulle overveje at indstille sin karriere.
Han betonede, at han er i Ferrari "for det lange løb" og bad medierne stoppe med at fabrikere spekulationer.
Opbakning til Vasseur midt i pres
Samtidig afviste Hamilton spekulationer om en snarlig afskedigelse af Ferrari-teamchef Fred Vasseur, som ifølge italienske medier er under pres, og muligvis kan blive erstattet af hypercar-chefen Antonelli Coletta.
- Fred er den vigtigste grund til, at jeg er i teamet, og jeg er ham evigt taknemmelig, sagde Hamilton.
- Jeg vil have Fred her. Jeg tror, han er den rette mand til at føre os til toppen.
Hamilton slog fast, at han ikke støtter nogen ændringer i teamets ledelse og understregede, at både han og Vasseur arbejder hårdt i kulissen for at forbedre Ferraris præstationer.
Sæsonstarten har været en udfordring
Ferrari indtager i øjeblikket andenpladsen i konstruktørmesterskabet, men er langt efter McLaren, der dominerer 2025-sæsonen.
Ferrari har samlet 165 point mod McLarens 362.
Mercedes og Red Bull ligger tæt bag italienerne, og SF-25-raceren har vist sig vanskelig at håndtere for både Hamilton og holdkammeraten Charles Leclerc.
Hamiltons sæsonhøjdepunkt, sejren i sprintløbet i Kina, blev hurtigt overskygget af en dobbelt diskvalifikation af begge Ferrari-biler efter Grand Prix’et.
Og under Spaniens Grand Prix udtalte Hamilton, at han aldrig havde følt sig dårligere bag rattet.
På trods af de vanskeligheder, som han har mødt i sin første sæson med Ferrari, er Hamilton optimistisk.
Han pegede på, at han kører i en bil, han ikke selv har været med til at udvikle, og at han ser frem til at forme næste års bil sammen med teamet.
- Det er udfordrende, men jeg nyder udfordringen, sagde han.
Mest læste