Lewis Hamilton har meldt ud, at han arbejder tæt med Ferraris tekniske afdeling for at sikre, at hans "DNA" kommer med i teamets 2026-racer.
Men ifølge holdets vice-teamchef Jerome d’Ambrosio vil bilen ikke blive bygget specifikt omkring den syvdobbelte verdensmester.
Udviklingen af næste generation af Formel 1-biler, som introduceres i 2026, handler først og fremmest om at skabe den hurtigst mulige konstruktion.
Hamilton i tæt samarbejde med tidligere Mercedes-kollega
Efter en vanskelig første halvdel af sæsonen i
Ferrari, hvor Hamilton endnu ikke har opnået en podieplacering, modsat holdkammeraten Charles Leclerc, har briten udtrykt ønske om at få større indflydelse på udviklingen af fremtidige modeller.
Især SF-25’eren har været udfordrende for Hamilton, som beskrev bilen som "utrolig svær at køre" efter Grand Prix’et på Silverstone.
Hamilton oplyste, at han allerede er i gang med at præge 2026-projektet i samarbejde med teknisk direktør Loïc Serra, der tidligere arbejdede med ham hos Mercedes.
- Jeg arbejder allerede tæt med Loïc og hans team, så fremtidens bil også får noget af mit DNA, sagde Hamilton i et interview med Auto Motor und Sport.
Ferrari: Først performance, så tilpasning til kørere
Hos Ferrari afviser Jerome d’Ambrosio dog, at bilen bliver designet med særligt fokus på Hamilton.
Han understreger, at udviklingen følger en fast struktur, hvor førernes ønsker først bliver inddraget i anden fase.
- Først og fremmest handler udviklingen om at maksimere performance, udtaler han og tilføjer, at det først herefter bliver relevant at se på, hvordan bilen kan tilpasses kørernes stil.
D’Ambrosio understreger samtidig, at ønskerne fra Hamilton og Leclerc er tæt på identiske.
Der er altså ikke tale om to forskellige retninger i udviklingsarbejdet.
- Hvis man lytter til dem begge, er deres ønsker meget ens, siger han.
Det lange samarbejde mellem Hamilton og Serra beskrives som en fordel i kommunikationsprocessen, men det fremhæves samtidig, at Serra også har opbygget et godt forhold til Leclerc.
Reglementet fra 2026 introducerer markante ændringer, herunder lettere og mindre biler, samt et nyt motorformat med 50 procent elektrisk kraft og bæredygtigt brændstof.