Der har været tvivl om Nyck de Vries' fremtid i Formel 1, da hans præstationer ikke har været på det forventede det niveau. Hollandske Nyck de Vries kæmper for overlevelse i Formel 1, da han ikke har formået at leve op til forventningerne hos AlphaTauri.
Hidtil har han haft svært ved at præstere på samme niveau som holdkammeraten Yuki Tsunoda, hvilket har betydet, at han har fået en advarsel fra Red Bull-rådgiver Helmut Marko.
Ikke nok med, at hans præstationer ikke har været optimale, har han også flere gange været en tur i barrieren. Det har naturligvis kostet dyrt for holdet.
Den hollandske racerkører har hidtil forholdt sig stille omkring truslerne om, at han kan blive afløst. Forud for Spaniens Grand Prix har han endelig taget bladet fra munden.
"Jeg er ikke særlig opdateret med, hvad alle siger. Men vi lever i nuet. Du er lige så god, som dit sidste løb. I sidste ende handler det om at præstere," sagde han i Barcelona ifølge Sky Sport.
"Folk begår fejl. Jeg begår fejl. Vi er alle mennesker. Vi skal bevæge os fremad, og denne weekend er en ny weekend."
Da han blev spurgt om, hvorvidt han havde haft en ny samtale med Marko efter truslen, påstod han, at de 'endnu ikke havde set hinanden'.
De Vries har dog fået bragt sig selv i en god position til at imponere i Spaniens Grand Prix. Her har han kvalificeret sig på en 14. plads, hvilket er en enkelt plads foran holdkammeraten Yuki Tsunoda.