Nyck de Vries har ikke fået den bedste start på sin Formel 1-karriere, og nu er tidligere udtalelser om Lando Norris og Alex Albon dukket op. Forud for denne sæson fik Nyck de Vries et sæde hos AlphaTauri. Han har været involveret i Formel 1 ad flere omgange, da han blandt andet har været reservekører for Mercedes i en årrække.
En flot præstation, da han dækkede ind for Albon på Monza sidste år, gav ham en plads hos AlphaTauri. Her blev han hentet ind som afløser for Pierre Gasly, der er skiftet til Alpine.
Den hollandske kører har dog ikke fået den start, han havde håbet på. Han har ikke scoret et eneste point, og har svært ved at matche holdkammeraten Yuki Tsunodas tempo.
Hans besvær med at følge trop, efter at have gjort sit indtog i Formel 1, er ikke gået uset hen hos fans af sporten.
Det har medført, at fans har gravet et gammelt interview frem, der stammer fra 2019. I dette interview udtalte De Vries blandt andet, at han ikke mente, at hverken Norris eller Albon var bedre end ham.
"Jeg vil overhovedet ikke være arrogant, men i mine øjne var Norris og Albon virkelig ikke bedre end mig," sagde han dengang til den hollandske avis Friesch Dagblad.
"Norris vandt kun ét løb, Albon vandt fire og jeg vandt tre. Men det er i fortiden. I år vil jeg tage revanche og gå efter mesterskabet med ART."
Og dette fulgte han op på, da han vandt Formel 2-titlen i slutningen af sæsonen. Derefter skiftede han til Formel E, hvor han blev den første FIA-anerkendte verdensmester nogensinde.
Alt dette har dog ingen forskel gjort i Formel 1, hvor han kæmper for at præstere. Angiveligt er han under pres, og risikere at miste sit sæde til Daniel Ricciardo.