formel 1 f1 suzuka

Nyt land melder sig på banen: F1 på vej til Afrika?

Formel 1maj 28 , 14:35
For første gang i over tre årtier kan Formel 1 igen finde vej til det afrikanske kontinent – og denne gang er det Marokko, der melder sig som en seriøs kandidat til at blive vært.
Ifølge RacingNews365 er et ambitiøst projekt til en værdi af 1,2 milliarder dollars under planlægning syd for den nordmarokkanske kystby Tanger.
Projektet omfatter en F1-godkendt racerbane, et forlystelsescenter, hoteller, marina og shoppingområder, og kan potentielt skabe op mod 10.000 arbejdspladser i regionen.
Planen repræsenterer en strategisk satsning for Marokko, som ønsker at tiltrække international motorsport og samtidig styrke sin turist- og erhvervsprofil.
Med en placering blot 20 kilometer syd for Tanger og med nem adgang fra Europa, især via den vigtige havneforbindelse 'Tanger Med' og den nærliggende spanske havn i Algeciras, opfylder projektet mange af de logistiske krav, som Formel 1 har til nye destinationer.
Marokko tager del i Afrikas F1-kapløb
Formel 1 har i lang tid haft ambitioner om at vende tilbage til Afrika, det eneste kontinent, som i dag ikke figurerer på løbskalenderen.
Kyalami-banen i Sydafrika har været nævnt ad flere omgange, men juridiske og økonomiske barrierer har blokeret for en genkomst siden sidste løb i 1993.
Rwanda har også officielt meldt sig på banen, efter præsident Paul Kagame i 2023 annoncerede landets interesse under FIA’s prisuddeling i Kigali.
Marokko var sidst vært for et Formel 1-løb i 1958 i Casablanca, og landet har i længere tid ligget i dvale i motorsportssammenhæng.
Men nu vil landet gøre comeback i Formel. Og de vil gøre det med et setup, der i høj grad minder om Abu Dhabis Yas Marina-anlæg.
Det skal være en helårsattraktion med fuldt udviklet infrastruktur og en klar økonomisk model baseret på turisme og oplevelsesøkonomi.
Projektet er drevet af Eric Boullier, tidligere teamchef hos McLaren og Lotus samt direktør for det franske grand prix frem til 2022.
Boullier beskriver projektet som "et mini-Abu Dhabi", og ser det som en fuldbyrdelse af Formel 1’s ambitioner i Afrika.
- Det er et meget seriøst projekt, som har brug for godkendelse på højeste niveau. Hvis det sker, så tjekker det alle de bokse, F1 gerne vil have i Afrika, siger han.

Langt fra sikkert – men med stort potentiale

Foreløbig er 800 millioner dollars i privat investering sikret.
Resterende midler afhænger af godkendelse fra myndighederne, men optimismen er mærkbar. Boullier understreger dog, at intet endnu er afgjort.
- Det er stadig et long shot, siger han, men tilføjer samtidig, at det kunne blive højdepunktet på Formel 1-sæsonen, hvis det realiseres.
For Formel 1 kan Marokko være nøglen til at udvide sporten til nye markeder og styrke sit globale fodaftryk.
Med både Rwanda og Sydafrika i spil er konkurrencen intens, men Marokkos geografiske fordele, solide infrastruktur og økonomiske opbakning giver landet en reel chance for at tiltrække verdens hurtigste show.
Et muligt afrikansk grand prix i Marokko ville ikke bare være et historisk gensyn. Det kunne også markere begyndelsen på en ny æra for Formel 1 på kontinentet.
Mest læste

Mest læste