gettyimages 2187608842

Red Bull-mekaniker afslører sine sande følelser om Max Verstappen efter angreb fra George Russell

Formel 1feb. 11 , 9:45

En kontroversiel udtalelse fra George Russell har bragt Verstappens opførsel under lup. Nu svarer en Red Bull-mekaniker på kritikken og afslører, hvordan teamet ser på sagen.

Spændingen mellem Red Bull og Mercedes har altid været intens, men en ny kontrovers har fået fronterne til at trække sig endnu skarpere op.

George Russell har åbent kritiseret Max Verstappen for hans opførsel, både på og uden for banen, og han mener, at den hollandske stjerne skaber et giftigt arbejdsmiljø.

Russell pegede særligt på Ungarns Grand Prix som et eksempel, hvor Verstappen, frustreret over ikke at have den hurtigste bil, langede ud efter både strategi og team over radioen.

Ifølge Mercedes-køreren skulle dette have ført til, at flere Red Bull-ingeniører begyndte at søge væk fra holdet.

"Han har haft den mest dominerende bil i historien i over to år, men så snart han ikke er hurtigst, mister han besindelsen," lød det fra Russell, der også hentydede til et sammenstød mellem Verstappen og Lewis Hamilton tidligere på sæsonen.

Afviser moraleproblemer

Hos Red Bull har man dog en helt anden opfattelse af situationen.

Ifølge The Daily Express afviser en af holdets mekanikere, Calum Nicholas, at Verstappens opførsel skulle have skabt problemer i garagen.

"Vi hører kørerne på radioen midt i løbet, midt i en hård kamp, og deres sprog kan være farverigt. Men vi sidder ikke i garagen og tænker: 'Jeg kan ikke tro, han er så hård ved os.' Det er ikke sådan, folk i denne sport fungerer," forklarer Nicholas.

Han understreger, at Formel 1 er en sport med ekstremt pres, hvor alle arbejder på grænsen af deres formåen.

At en kører udtrykker frustration over radioen, er ifølge ham en naturlig del af gamet – ikke et tegn på dårlig moral.

Forståelse for råt sprog i sporten

Nicholas forsvarer også kørernes brug af stærkt sprog under løb.

Sidste år blev Verstappen straffet med samfundstjeneste efter en pressekonference i Singapore, hvor han brugte upassende ordvalg.

FIA’s præsident, Mohammed Ben Sulayem, har siden bebudet strengere regler for kørernes udtalelser.

"Jeg har en seksårig datter, og jeg siger til hende, at der er et sprog, som passer i nogle situationer, og et andet, som ikke gør. Det er mit ansvar som forælder at lære hende det, ikke Verstappens," lyder det fra Nicholas, der mener, at forventningerne til kørerne som rollemodeller ofte er urealistiske.

Mens Verstappen fortsat deler vandene i Formel 1-verdenen, står Red Bull fast på, at hans attitude ikke er et problem internt på teamet.

Mest læste