Nikita Mazepin går rettens vej i Canada for at forsøge at få sig fjernet fra landets sanktionsliste. Den tidligere Haas-kører er søn af den russiske forretningsmand Dmitry Mazepin, der er en af 14 personer, der anses for at være oligarker, familiemedlemmer eller nære medarbejdere til det russiske styre under præsident Vladimir Putin.
Alle 14 personer blev føjet til Canadas sanktionsliste og der er sidenhen blevet tilføjet flere hundrede personer og organisationer til listen, hvilket forbyder finansielle transaktioner mellem dem på listen og canadiske virksomheder.
Ifølge en rapport i den canadiske avis The Vancouver Sun har Mazepin ansøgt den canadiske domstol om at instruere udenrigsminister Melanie Joly om at fjerne ham fra sanktionslisten eller som minimum træffe en beslutning om ansøgningen og bekræfte resultatet inden for fem dage.
Mazepin beder også retten om at beordre "midlertidig lettelse af forbud", der ville give ham mulighed for at deltage i raceraktiviteter i Canada. De canadiske myndigheder har dog afvist at kommentere, mens sagen behandles.
Ansøgningen indgivet til retten bemærker, at Mazepin er en "ung sportsmand og professionel motorsportskører, der på ingen måde er involveret i den russsiske aggression i Ukraine" og han er ikke engageret i økonomiske sektorer, der giver betydelige indtægter til Rusland.
Nikita Mazepin var F1-kører for Haas i 2021, da Mazepin-familien blev hovedsponsor for det amerikanske team. Men i begyndelsen af 2022 blev han droppet af Haas, da Ruslands invasion af Ukraine blev en realitet.
FIA indførte foranstaltninger, der udelukker russiske racerkørere fra motorsporten, medmindre køreren er villig til at underskrive en neutralitetsaftale, der fordømmer deres lands handlinger og konkurrerer under en neutral licens. Dette begrænsede Mazepins muligheder og dertil kommer de økonomiske sanktioner, der blev pålagt russiske virksomheder og oligarker, herunder Mazepin, hvor også EU's sanktioner blokerede Nikitas muligheder i sporten.
En midlertidig lettelse i EU-domstolene har dog siden tilladt ham at genoptage motorløb i Europa.