Nyck de Vries er blevet advaret om, at han kan blive fyret af Helmut Marko og AlphaTauri, da han har fået en rigtig dårlig start på sit Formel 1-eventyr. Hollandske Nyck de Vries er én af blot to kørere, der endnu ikke har scoret point i denne sæson. Den anden kører er Williams-rookie Logan Sargeant.
I forvejen har De Vries ikke vist sig fra den bedste side i denne sæson, men en forfærdelig weekend i Baku har ikke hjulpet på presset af den 28-årige kører.
Dette har fået russiske Egor Orudzhev, der ved flere lejligheder har været rival til De Vries, til at advare ham om, at det kan ende med at koste ham en fyring, hvis han ikke forbedrer sig.
Den dårlige start på sæson blev kun værre for De Vries i Baku, hvor han to gange kørte af banen. Anden gang betød det, at han måtte udgå fra løbet.
Hvad der kan gøre det endnu sværere for ham at holde fast i sit sæde er, at både Ayumu Iwasa og Liam Lawson klarer sig rigtig godt. Fælles for dem er, at de står klar til at afløse De Vries, hvis han bliver smidt på porten af Marko.
"Hvis det fortsætter sådan her, så tror jeg, at Helmut Marko fyrer ham," sagde Orudzhev til det russiske medie Championat.
"Helt ærligt, så forventede jeg, at resultaterne ville være bedre, og at Nyck ville være tættere på (Yuki, red.) Tsunoda. Men indtil videre har det været en komplet fiasko."
De Vries har kun fået en etårig kontrakt hos AlphaTauri, og kan ifølge GPFans endda ende med at blive afløst midt i sæsonen, hvis han ikke kan forbedre sine resultater.