Selvom Mercedes er blevet domineret af Red Bull i Formel 1 i denne sæson, er Toto Wolffs formue steget markant. Mercedes' Formel 1-hold har ikke fået den sæson, de havde håbet på at få. De forventede at kunne konkurrere med Red Bull, men det har vist sig ikke at være tilfældet.
Alligevel har holdets ejer og teamchef,
Toto Wolff, fået noget af glæde sig over. I løbet af det seneste år er hans formue nemlig steget ganske betragteligt.
Ifølge Forbes har han en formue på 1,6 milliarder dollars, hvilket svarer til lidt over 10,6 milliarder kroner. Det er en stigning på 60% i forhold til hans formue sidste år i marts. Her lød hans estimerede formue på 1 milliard dollars.
Det er en stigning, der er forårsaget af det faktum, at Mercedes nu er det næstmest værdifulde hold i Formel 1. Forbes har estimeret, at holdet har en samlet værdi på 3,8 milliarder dollars.
Wolff er ikke ejer af hele holdet, men ejer derimod 33% af selskabet. Det samme er tilfældet for INEOS og Mercedes' moderselskab.
Da Forbes sidst lavede en vurdering af de forskellige hold i Formel 1, var værdien af Mercedes-holdet markant lavere. Den seneste vurdering blev foretaget tilbage i 2017, hvor holdet blev vurderet til at være lidt over 1 milliard dollars værd.
Der er meget, der har ændret sig siden, og det har holdejerne nydt godt af. De fleste af holdene har oplevet en eksplosiv vækst i de seneste år, hvilket smitter af på deres værdisætning.
Det er blandt andet blevet hjulpet på vej af den store succes med Netflix-serien 'Drive to Survive', som har skabt stor interesse for Formel 1.