Selvom det ikke har medført, at Lewis Hamilton kan køre op med Max Verstappen, er Toto Wolff alligevel tilfreds med opgraderingerne. Toto Wolff har udtalt, at den opgraderede W14 'ikke gør noget, vi ikke kan lide'. Det har han konstateret, efter bilen for første gang har været i aktion ved Monacos Grand Prix.
Der er blevet foretaget flere ændringer på
Mercedes-bilen, der egentlig skulle have haft debut ved det italienske grandprix. Blandt andet har den fået et forbedret karrosseri og affjedring.
Lewis Hamilton og George Russell har haft blandede træninger i bilen, hvor førstnævnte har haft succes med at få mest fart ud af den opgraderede bil.
I den anden træning sluttede den syvdobbelte verdensmester på en 6. plads, mens Russell måtte nøjes med en 12. plads.
Mercedes-boss Toto Wolff har givet en foreløbig positiv dom over forbedringerne, selvom der fortsat er lang vej op til Red Bull i front.
"Den opgraderede bil er i hvert fald ikke meget værre, end bilen var før. Det er et godt tegn for Monaco. For en gangs skyld gjorde bilen ikke noget, vi ikke kan lide," sagde han til Sky Germany.
I forhold til den store forskel på farten mellem Hamilton og Russell, sagde Wolff, at sidstnævnte har været længere om at finde det rette setup.
"George havde brug for et par omgange for at komme i gang. Det vigtige er, at han forbedrer sig. I kvalifikationen er han fuldt ud engageret. Det er jeg ikke bekymret for," sagde han.
"Vi prøvede også to opsætninger i FP2. Nu har vi fundet noget, som George kan lide."