Formel 1’s omsætning er steget markant i andet kvartal af 2025, hvilket giver holdene en væsentlig større andel i præmiepenge end sidste år.
Ejerne af Formel 1,
Liberty Media, har offentliggjort deres regnskab for andet kvartal af 2025, som viser en kraftig fremgang i omsætningen.
I årets andet kvartal steg indtægterne fra 871 millioner dollars (5,6 milliarder kroner) i 2024 til 1,226 milliarder dollars (7,86 milliarder kroner), hvilket svarer til en vækst på over 40 procent.
Blandt årsagerne til den store fremgang nævnes overtagelsen af MotoGP, som blev afsluttet i starten af tredje kvartal, forlængelser af kontrakterne med grandprixerne i Canada og Østrig, nye kommercielle partnerskaber, herunder med PepsiCo, samt en ny licensaftale med Disney.
Desuden har Formel 1-filmen med Brad Pitt, som havde premiere i slutningen af juni, haft stor succes med en global indtjening på over 552 millioner dollars, svarende til ca. 3,5 milliarder kroner.
Flere løb og højere sponsorindtægter
Indtægtsstigningen skyldes blandt andet, at der i andet kvartal af 2025 blev afviklet ni løb mod otte i samme periode sidste år.
Det har givet ekstra indtægter fra løbsarrangører, sponsorater og medieaftaler.
Som følge af fremgangen er udbetalingerne til de ti Formel 1-hold steget fra 2,79 milliarder kroner i andet kvartal 2024 til 3,29 milliarder kroner i samme periode i år.
Det er en stigning på 18 procent.
Præmiepengene fordeles efter holdenes placering i sidste års konstruktørmesterskab, hvilket betyder, at McLaren får tæt på 564 millioner kroner, mens Stake modtager 237 millioner kroner.
Stærk udvikling på og uden for banen
Ifølge Liberty Media og Formel 1-præsident Stefano Domenicali er fremgangen drevet af både sportslige og kommercielle faktorer.
Domenicali fremhæver, at sæsonen har budt på tæt konkurrence mellem flere hold og kørere, samt at
F1-filmen har bidraget til at engagere både etablerede og nye fans.
- Denne sæson har vist fænomenal kørsel, med flere hold og kører der konkurrerer på det allerhøjeste niveau, siger præsidenten.
Formel 1 melder også om rekordmange visninger af indhold på de officielle sociale mediekanaler, hvilket understøtter sportens voksende globale popularitet.
MotoGP-overtagelsen forventes desuden at give yderligere vækstmuligheder i de kommende år.