Günther Steiner: F1 er vinderen efter vores klage blev afvist

Foto: Bryn Lennon/Getty Images

Haas klagede over resultatet af USA’s Grand Prix, men endte med at få sin klage afvist af FIA.

Haas-boss Günther Steiner mener, at deres klage over USA’s Grand Prix var ‘en sejr’ for Formel 1.

Holdet besluttede at indsende en klage næsten to uger efter løbet. De mente ikke, at banegrænserne var blevet overvåget tilstrækkeligt ved sving 6. Klagen kunne potentielt have rykket Nico Hülkenberg op i pointene, da han sluttede som nummer 11.

Det blev dog besluttet, at Haas ikke leverede beviser, der var ‘betydelige, relevante og nye’. Derfor kunne stewarderne ikke genåbne sagen, og klagen blev af denne grund afvist.

Selvom det ikke endte med, at klagen faldt ud til deres fordel, ser Steiner det alligevel som en sejr. Det skyldes, at stewarderne er kommet med anbefalinger til forbedret overvågning af banegrænserne.

“Vi var bevidste om, at det måske ville være svært at få succes med det. Men i det mindste prøvede vi,” sagde Steiner ifølge RacingNews365.

“Der kom det ud af det, at stewarderne faktisk sagde, at FIA gør et dårligt stykke arbejde. Vi fik ikke noget ud af det, men du er nødt til at prøve.

“Hvad stewarderne sagde er, at FIA burde have sikret sig, at et overvågningskamera var ved sving 6. Det er nummer et. De bør sikre sig, at de har udstyr på plads til at sikre deres egne regler. Ikke mig, der sidder derhjemme eller Aston Martin. Det er ikke holdets opgave.”

“På en halv time havde vi ikke tid nok (til at indgive en protest, red.), for det er ikke vores job. Vi er ikke det styrende organ, og vi betaler nogen for at udføre dette job.”

“Det var det værd for hele Formel 1. Ikke kun for os. Alle var enige, men ingen gjorde noget ved det. Det handler om at hjælpe Formel 1 med at udvikle reglerne, men så længe vi bevæger os fremad og bliver bedre i fremtiden, er det en sejr.”

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024