Günther Steiner klar til at underskrive ny kontrakt med Nico Hülkenberg

Foto: Dan Istitene/Getty Images

Formel 1-stjernen Nico Hülkenberg er godt på vej mod en ny kontrakt hos Haas, hvor han er holdkammerater med danske Kevin Magnussen.

Haas-teamchef Günther Steiner er klar til at give Nico Hülkenberg en ny kontrakt. Det har han afsløret overfor mediet Sport.de.

I denne forbindelse afslørede han også, at det forventes, at en ny aftale er på plads allerede inden den traditionelle sommerpause i august.

Derudover udtalte han også, at han kommer til at arbejde på den nye kontrakt sammen med Gene Haas, som er holdets ejer.

“Hr. Gene Haas kommer til Ungarn og Spa. Vi har allerede talt om det,” lød det fra Steiner.

“Det er bedre, når man gør det personligt end via telefon eller video. Det tager os ikke lang tid. Forhåbentligt kan vi annoncere det snarest muligt. Vi er glade for ham.”

Faktisk mener Steiner, at den 35-årige tyske racerkører har overpræsteret, efter at være vendt tilbage til Formel 1 fra en treårig pause.

“Jeg havde ikke forventet, at han ville komme i form med det samme. Han kom direkte ind, og det fungerede med det samme.

“Vi vidste, at han var god. Det vidste vi alle sammen, men vi vidste ikke, at han ville være i form med det samme.”

Haas befinder sig i skrivende stund på en 8.-plads i den samlede stilling. Steiner ved ikke om de kan overgå Williams, som de kæmper om pladserne med på nuværende tidspunkt.

“Selvfølgelig ville jeg foretrække en 7.-plads. Vi er nødt til at gøre et godt stykke arbejde, da Williams klarer sig meget godt på hurtige baner. Vi skal kæmpe for det, men jeg ved ikke, om det er muligt endnu,” sagde han.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024