Håndbolden blomstrer i Ølstykke, hvor
HØJ Elite står midt i en markant fremgang.
Klubben er rykket op i den bedste danske håndboldrække og har forstærket sig med markante profiler, herunder Michael Damgaard, der vender hjem efter ti år i tyske Magdeburg.
Samtidig har 43-årige
Hans Lindberg netop forlænget sin kontrakt med klubben, der nu forbereder sig på debuten i ligaen.
For Lindberg bliver det et gensyn med HTH Herreligaen efter 18 års fravær.
Siden tiden i Viborg har han haft en lang og succesfuld karriere i Tyskland, blandt andet i Füchse Berlin.
Den seneste sæson tilbragte han i 1. division med HØJ Elite, og han har været en væsentlig del af klubbens opstigning.
Tilskuerrekorder og lokal opbakning
HØJ Elites fremgang mærkes ikke kun på resultattavlen.
Ifølge Hans Lindberg har klubben oplevet udsolgte hjemmekampe og været med til at trække tilskuerrekorder på udebane.
Den store interesse afspejler et voksende engagement i lokalsamfundet.
- De sidste mange hjemmekampe har vi haft udsolgt hver gang. Når vi har været på udebane, så har klubberne haft tilskuerrekord til de kampe. Vi kan mærke en kæmpe opbakning i lokalmiljøet, siger Lindberg.
Samtidig glæder han sig over tilgangen af Michael Damgaard, som betegnes som en spiller med x-faktor og attraktive kvaliteter for enhver klub.
Ambitioner i udvikling
Selvom HØJ Elite står over for sin første sæson i ligaen, er der allerede optimisme omkring mulighederne.
Lindberg erkender, at mange ting er nye, og at både trænere og spillere skal finde sig til rette i den nye virkelighed.
- Vi har fået en træner, der aldrig har trænet i den danske række. Han skal selvfølgelig lære klubben at kende. Vi har en masse spillere, der skal finde sammen. Vi har løftet niveauet i truppen på mange positioner, fortæller han.
På spørgsmålet om målsætningen joker Lindberg med tanken om en Champions League-plads, men tilføjer, at håbet i første omgang er at komme med i slutspillet.
- Vi håber, at vi er dygtige nok til at snige os med i slutspillet. Nu har jeg selv været væk fra dansk håndbold i mange år. Vi glæder os og er spændte.