rasmus lauge scaled

Comeback til Rasmus Lauge: Nikolaj Jacobsen udtager landshold

Håndboldokt. 13 , 11:49
Rasmus Lauge er tilbage i landsholdstrøjen for første gang siden VM. Se hele truppen og hvad Nikolaj Jacobsen siger om udtagelsen.
Nikolaj Jacobsen har udtaget sin trup til Golden League-turneringen i slutningen af oktober, og her er der igen blevet plads til Rasmus Lauge.
Det er første gang siden VM-triumfen i januar, at Lauge er en del af landsholdstruppen.
Playmakeren fra Bjerringbro-Silkeborg satte tidligere i år karrieren på pause for at være sammen med sin familie, efter at hans datter blev født fire måneder for tidligt.
Nu er han klar til at vende tilbage til landsholdet.
- Det har selvfølgelig været nogle hårde måneder for Rasmus og familien. Men jeg er ekstremt glad for, at Rasmus stadig har både lysten og overskuddet til at vælge landsholdet til. Det er dejligt at kunne trække på hans kvaliteter med udsigt til en spændende slutrunde på hjemmebane, siger landstræner Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelelse.
Gengangere fra guldholdet
Denne gang har Jacobsen ikke udvalgt de store overraskelser. 15 af de 18 spillere i truppen var med til at vinde VM-guld i januar.
De nye navne er Mads Hoxer, Lasse Møller og Marcus Midtgaard.
- Der er jo en del gengangere fra VM. Men vi har en trup med mange spillere i deres bedste alder, og det er en flok, der har præsteret før, og som kender hinanden godt. Jeg synes, at der er mange spændende spillere at arbejde med, forklarer Jacobsen.
Midtgaard får genvalg efter sin debut på A-landsholdet i maj.
Han har siden skiftet klub fra Mors-Thy til Skjern og beskrives af landstræneren som en alsidig spiller, der bidrager både offensivt og defensivt.
Truppen samles i slutningen af oktober og rejser til Trondheim i Norge, hvor Danmark møder Norge, Holland og Færøerne.
Kampene er den sidste mulighed for at finpudse spillet inden udtagelsen af den endelige EM-trup til januar.
Fokus på finjusteringer
Golden League bliver første samling i næsten et halvt år for det danske herrelandshold, og ifølge Jacobsen er målet at genopfriske de dyder, der førte til VM-guld.
- Det er klart, at når man lige har vundet VM som os, handler det mest om finjusteringer. Folk skal ikke forvente, vi kommer ud og revolutionerer det hele. For os handler det om at holde fast i de ting, vi har været dygtige til og få styr på dem, siger han.
Den danske trup til Golden League i Trondheim:
Målvogtere:
Emil Nielsen, FC Barcelona
Kevin Møller, SG Flensburg-Handewitt
Fløjspillere:
Emil Jakobsen, SG Flensburg-Handewiit
Magnus Landin, THW Kiel
Johan P. Hansen, Skanderborg AGF Håndbold
Niclas Kirkeløkke, SG Flensburg-Handewitt
Stregspillere:
Magnus Saugstrup, SC Magdeburg
Lukas Jørgensen, SG Flensburg-Handewitt
Simon Hald, Aalborg Håndbold
Emil Bergholdt, Skjern Håndbold
Bagspillere:
Mathias Gidsel, Füchse Berlin
Mads Hoxer, Aalborg Håndbold
Simon Pytlick, SG Flensburg-Handewitt
Rasmus Lauge, Bjerringbro-Silkeborg
Lasse Andersson, Füchse Berlin
Thomas Arnoldsen, Aalborg Håndbold
Lasse Møller, SG Flensburg-Handewitt
Marcus Midtgaard, Skjern Håndbold
Danmarks kampe ved Golden League:
Torsdag d. 30. oktober kl. 18:15: Danmark - Norge
Lørdag d. 1. november kl. 14:00: Danmark - Holland
Søndag d. 2. november kl. 14:00: Danmark - Færøerne
Mest læste

Loading