Cubanske landsholdsspillere fosvundet under VM-kvalifikation
Cuba har netop sikret sig en længe ventet VM-billet i kvindehåndbold – men den historiske sejr ved Norceca-mesterskabet i Mexico blev overskygget af et dramatisk opbrud.
Tre af holdets mest erfarne profiler, Naomis Mustelier, Islenia Parra og Nahomi Rodríguez, forsvandt pludseligt fra træningslejren og har siden været sporløst væk.
Ifølge det uafhængige medie CiberCuba skete flugten tidligt om morgenen den 10. april, kort efter en træning.
De tre satte sig ifølge rapporter ind i et køretøj og forlod diskret området, hvor den cubanske delegation var indkvarteret.
Mens resten af truppen måtte færdiggøre turneringen med blot 12 spillere, lykkedes det alligevel at sikre sejren i Norceca og dermed kvalifikationen til verdensmesterskabet – Cubas første siden 2019.
Men triumfen står i skarp kontrast til den uro og utilfredshed, der lurer under overfladen i cubansk elitesport.
De tre spilleres forsvinden er ikke en enlig svale. Faktisk er 'deserción deportiva' – sportslig flugt – blevet en tilbagevendende tendens blandt cubanske atleter, som ser internationale turneringer som sjældne chancer for at bryde fri fra regimets kontrol.
Flere og flere Cubanere søger tilflugt uden for øen
Baggrunden er ofte en kombination af dårlige leveforhold, begrænsede karrieremuligheder og en rigid statslig styring af både liv og træning.
Cuba har i årtier haft tradition for at producere verdensklasseatleter, men mange af dem har i stilhed søgt nye liv uden for øen.
Baseballspillere, boksetalenter og nu også håndboldspillere vælger flugt frem for fremtid under det kommunistiske styre.
Ifølge CiberCuba undlader både landets sportsministerium INDER og det cubanske håndboldforbund at kommentere offentligt på sagerne, hvilket tolkes som en bevidst strategi for at undgå politisk pinlighed og international opmærksomhed.
Denne seneste episode efterlader ikke blot det cubanske kvindelandshold svækket op til VM – det rejser også fundamentale spørgsmål om fremtiden for sport i et land, hvor talent ikke mangler, men hvor mulighederne for personlig frihed og udvikling stadig er underlagt regimets stramme greb.
