Efter en stærk indsats kunne de danske spillere endelig juble. Den seneste triumf markerer en milepæl i håndboldhistorien – og landstræneren er nærmest målløs over holdets præstation.
Danmark har gjort det igen. Søndag aften besejrede de Kroatien med 32-26 i VM-finalen og sikrede sig deres fjerde verdensmesterskab i træk – en præstation uden fortilfælde i håndboldhistorien.
Finalen i Oslo blev en fysisk affære, hvor Danmark fra starten viste deres styrke.
Anført af Mathias Gidsel og Simon Pytlick dominerede danskerne offensivt, mens Emil Nielsen stod en fremragende kamp i målet.
I kampens slutfase forsøgte Kroatien at svare igen, men Danmark holdt fast i føringen og sikrede sejren.
Nikolaj Jacobsen er første mand, der skal sætte ord på det historiske danske VM-guld, og det gør han med følgende ord til TV2 Sport.
I er fire gange verdensmestre, forstår du det?
"Ja, det gør jeg jo, fordi vi der har været tegninger til det, og vi spiller en rigtig flot kamp i dag, specielt indtil vi kommer foran med ti, så går vi lidt ned til sidst, men det lever jeg med."
Det var din kamp nummer 300, hvordan er det at tænke på?
"Ja, det er da et rigtig dejligt jubilæum at have – at kunne tænke på at kamp nummer 300 ender med et VM-guld."
Holdet har ikke blot vundet fire VM-titler i træk, men har også forbløffende nok været ubesejret i alle fire slutrunder.
De danske spillere har gang på gang vist, at de mestrer både angreb og forsvar, og fremtiden ser lys ud.
Med profiler som Gidsel, Pytlick og Emil Nielsen er Danmark fortsat et hold, der vil kæmpe med om titlerne i mange år fremover.
Nikolaj Jacobsen og hans mandskab fejrer nu endnu en triumf, mens resten af håndboldverdenen må forsøge at finde en måde at stoppe det danske mesterhold.