Nationalarenaen kunne danne ramme om en håndboldfinale, men praktiske problemer står i vejen.
Når Danmark afholder store håndboldslutrunder, er det Jyske Bank Boxen i Herning, der traditionelt bliver værtsarena for de største kampe.
Sådan var det ved kvindernes VM i 2023, hvor Danmark vandt bronze, og senest ved herrernes VM i år, hvor de triumferede med endnu et verdensmesterskab.
Men Dansk Håndboldforbund drømmer om at flytte nogle af de store kampe til København – en ambition, der dog er svær at realisere.
"Vi kan ikke rigtig få det til at lykkes," siger Dansk Håndbolds konstituerede formand Jan Kampmann til Ekstra Bladet.
Han peger blandt andet på udfordringer med billetløsninger, da det Europæiske Håndboldforbund har en aftale med EventTeam, mens Royal Arena eksempelvis bruger Ticketmaster. Derudover er der begrænsninger i forhold til fanzoner.
"Vi har ikke de samme muligheder for en fanzone som i Herning, hvor der er 10.000 kvadratmeter til rådighed," forklarer Kampmann.
En anden mulighed kunne være at afholde en håndboldfinale i Parken, Danmarks nationalstadion. Men også her er der udfordringer.
"Vi kan spille en finale i Parken, hvis det er – og det vil vi gerne. Men der er noget græs, der skal være klar, når fodbolden skal rulle igen," siger Kampmann.
En slutrunde i håndbold spilles typisk i januar, hvor F.C. København holder vinterpause. Men græstæppet i Parken vil have brug for tid til at blive klargjort inden Superligaens genstart, hvilket skaber logistiske problemer.
Trods udfordringerne håber Dansk Håndbold på, at det en dag bliver muligt at afholde en slutrunde i København.
"Vi undersøger mulighederne, og vi vil gerne. Vi skylder jo også, at der skal være noget på Sjælland," siger Jan Kampmann og understreger, at ambitionen stadig lever.
Indtil videre må københavnske håndboldfans dog væbne sig med tålmodighed – Boxen i Herning er stadig den foretrukne destination for Danmarks største håndboldøjeblikke.