Efter en imponerende start spekuleres der i, om en dansk spiller kan skrive sig ind i historiebøgerne. Kun tiden vil vise det.
Danske håndboldfans har talt, og der er ingen tvivl: Mathias Gidsel er favorit til at blive VM’s topscorer.
Den danske bagspiller har allerede imponeret i turneringens første tre kampe med 23 mål, og hos Danske Spil er der stor opbakning til, at han kan gentage bedriften fra tidligere slutrunder.
Fire ud af fem kunder peger på Gidsel som den mest scoringssikre spiller ved verdensmesterskabet, og der er god grund til optimismen.
"Mathias Gidsel er ganske enkelt i en liga for sig, når det gælder om at få bolden i nettet. Simon Pytlick kan da også være med, men Gidsel er i en klasse for sig," lyder det fra Mads Mortensen, håndboldekspert hos Danske Spil.
I Danmarks første kamp mod Algeriet scorede Gidsel hele 10 mål, og det var en stærk start på turneringen.
Men det er ikke kun i forhold til de nuværende landsholdskammerater, at Gidsel skiller sig ud.
Ser man på de mest scorende spillere i den danske herrelandsholds historie, har Gidsel et målsnit på 5,855 mål pr. kamp – det højeste blandt de 15 mest scorende spillere nogensinde.
Mikkel Hansen, en af Danmarks største profiler gennem tiden, har til sammenligning et målsnit på 5,025
Ritzau skriver, af Gidsels imponerende start ved VM fik Danske Spils oddssættere til at dykke ned i statistikkerne.
Her dukkede en gammel rekord op: Nordmakedoniens Kiril Lazarov scorede 92 mål ved VM i Kroatien i 2009 – en rekord, som Gidsel måske kan true, hvis han finder sin scoringsform frem igen efter et lille dyk i den seneste kamp mod Italien.
Med Danmark som storfavoritter til at vinde VM, er Gidsel en afgørende faktor i holdets ambitioner.
Ifølge Danske Spils vurdering har han omkring 20 procents chance for at slå den historiske rekord.