Vitesse står på randen af konkurs, og den hollandske håndboldstjerne
Estavana Polman opfordrer til fælles kamp for at redde klubben.
Den hollandske håndboldprofil Estavana Polman har erklæret sin støtte til fodboldklubben Vitesse, som risikerer at miste sin plads i de professionelle rækker.
Klubben fra Arnhem har fået inddraget sin licens af det hollandske fodboldforbund KNVB, og sagen blev for nylig behandlet i retten.
Mange fans, frivillige og andre tilknyttede var mødt op under den følelsesladede retsproces, hvor der endnu ikke er faldet en endelig afgørelse.
Hvis klubbens appel ikke fører til, at licensen genoprettes, kan Vitesse ende med at rykke ned på amatørniveau og dermed miste sin status som professionel klub.
En personlig sag for Polman
Polman, der stammer fra Arnhem, har et nært forhold til klubben.
På Instagram har hun delt sin bekymring og opfordring til sammenhold.
- Det der sker, rammer os alle. Hvis Vitesse falder, mister vi en del af Arnhem. Denne klub er vores by, min by! Regler er vigtige, men det samfundsmæssige ansvar er endnu vigtigere, skrev hun ifølge Sportsnieuws.nl.
Hun henvendte sig samtidig til kommunen, klubbens tilhængere og alle involverede med en opfordring om at støtte op om Vitesse i den kritiske situation.
Truende skæbne
Et eventuelt fald til amatørniveau vil kunne få alvorlige konsekvenser for klubbens økonomi og fremtid, på samme måde som det tidligere er sket for klubben RBC Roosendaal.
Vitesse, som gennem årene har spillet i både Eredivisie og Keuken Kampioen Divisie, vil i så fald stå over for en uvis fremtid på topniveau.
Journalisten Marcel van Roosmalen, der er kendt som dedikeret Vitesse-fan, deltog også i retssagen og han beskrev klubben som værende "ikke til at erstatte" for lokalsamfundet.
Vitesse har også haft flere danskere på kontrakt igennem årene, hvor især Mads Junker gjorde indtryk med 23 mål i 99 kampe fra 2006 til 2009.
Siden har bl.a. Jacob Rasmussen og Nikolai Baden Frederiksen tørnet ud for den hollandske klub.