oskar vind gog haandbold

GOG-profil skifter til Bundesligaen

Håndboldfeb. 18 , 8:28

Oskar Vind forlader GOG i 2026 for at tage til tyske Magdeburg. Skiftet sætter fokus på en omstridt regel i international håndbold, som store klubber konsekvent bryder.

GOG må snart vinke farvel til en af holdets stærkeste profiler. Højrefløjen Oskar Vind har nemlig allerede nu sikret sig en fremtid i Bundesligaen, hvor han fra sommeren 2026 skal spille for SC Magdeburg.

Den danske landsholdsbobler har været en markant spiller for GOG, siden han skiftede fra TMS Ringsted i 2022, og selv om han på et tidspunkt forlængede sin kontrakt med den fynske klub frem til 2027, kommer han altså ikke til at fuldføre den.

For Vind betyder skiftet en mulighed for at prøve kræfter med en af verdens stærkeste ligaer, hvor han bliver holdkammerat med blandt andre landsholdsanfører Magnus Saugstrup.

Hverken GOG, Magdeburg eller Oskar Vind selv har ønsket at kommentere skiftet endnu, men ifølge TV2 er aftalen allerede på plads.

Reglerne bliver brudt igen og igen

Vind er langt fra den eneste spiller, der annoncerer et klubskifte længe før, det egentlig er tilladt.

Ifølge Det Internationale Håndboldforbund (IHF) må en spiller først underskrive en kontrakt med en ny klub, når der er 12 måneder eller mindre tilbage af den eksisterende aftale – medmindre der betales kompensation.

Men som det er set gentagne gange, ignoreres reglen af de største klubber uden konsekvenser.

Ifølge TV2 har klubber som THW Kiel, Veszprem og Aalborg Håndbold tidligere brudt reglen, men fordi ansvaret for at håndhæve den ligger hos de nationale forbund, bliver der aldrig uddelt sanktioner.

Tyske MT Melsungen sikrede sig eksempelvis Johannes Golla halvandet år før tid, mens THW Kiel allerede i august 2023 offentliggjorde, at de havde sikret sig Barcelonas målmand Gonzalo Pérez de Vargas fra sommeren 2025.

Ingen konsekvenser for regelbryderne

Selv om IHF har opdateret reglerne for at præcisere, at tidlige kontrakter er ulovlige, har det ikke ændret på praksis.

Håndboldens Spiller Forening kritiserer systemet for at have regler, der ikke bliver håndhævet.

"Det ser ikke smart ud udadtil, at vi har et system, der ikke rigtig forsøger at implementere og håndhæve de regler, man selv har nedsat," siger formanden for foreningen, Torben Vinther, til TV2.

For Oskar Vind og GOG betyder det, at skiftet til Magdeburg kan gennemføres uden nogen form for sanktioner.

Dermed fortsætter tendensen i international håndbold, hvor de store klubber henter spillere flere år i forvejen, uden at nogen griber ind.

Mest læste