standard billede til web 1

Håndboldkvinderne og Helle Thomsen udpeger hele 4 anførere

Håndboldsep. 19 , 11:13
Håndboldkvinderne har fremover en anførergruppe på fire spillere i stedet for én enkelt kaptajn.
Når de danske håndboldkvinder i morgen møder Island, bliver det med en ny struktur omkring anførerskabet.
Landstræner Helle Thomsen har udpeget en anførergruppe bestående af Trine Østergaard, Anne Mette Hansen, Mie Højlund og Anna Kristensen.
Dermed går landsholdet væk fra modellen med én enkelt anfører.
Thomsen forklarer beslutningen med, at det kan være en stor opgave at stå alene med ansvaret.
- Når man har en anførergruppe, kan man dele tingene ud, så den enkelte får nogle ansvarsområder. På den måde kan de også sparre med hinanden. Og hvis nogen stopper eller er fraværende, har vi oplært de næste, siger landstræneren til danskhaandbold.dk.
Hun peger på, at de fire spillere tilsammen repræsenterer forskellige typer og erfaringer.
Dermed kan gruppen række bredt ud i hele truppen og dække flere områder både på og uden for banen.
Østergaard ser frem til samarbejdet
Trine Østergaard har tidligere båret anførerbindet alene, men glæder sig til at dele opgaven med de tre andre.
- Det giver rigtig god mening at dele anføreransvaret mellem en gruppe af spillere, og jeg er glad for at skulle være en del af en anførergruppe i stedet for at være anfører alene. På den måde kan vi snakke om tingene, dele erfaringer, og man ved, at man altid har nogen at vende tingene med, siger hun.
Hun fremhæver samtidig, at anførergruppen spænder over forskellige generationer på landsholdet.
Dermed sikres det, at alle spillere føler sig repræsenteret i dialogen på holdet, og man undgår at skabe en kløft mellem generationerne.
Debutkamp for ny landstræner
Opgøret mod Island markerer samtidig Helle Thomsens debut som landstræner for håndboldkvinderne efter det i april blev officielt at hun blev ny landstræner.
Kampen spilles lørdag klokken 16.00 i en udsolgt Arena Nord i Frederikshavn og kan ses direkte på TV 2.
Mest læste

Loading