herre landsholdet handbold

Historisk OL-finalesejr sikrer håndboldherrerne plads i kampen om Årets Sportsnavn

Håndbolddec. 04 , 19:37

Danmarks herrelandshold i håndbold er den første af tre finalister til prisen som Årets Sportsnavn 2024.

Holdet hyldes for en historisk præstation, der har samlet og begejstret hele nationen.

2024 har været et ekstraordinært år for håndboldherrerne. Med sølv ved EM og guld ved OL i Paris cementerede holdet sin status som verdens bedste.

Ved EM spillede de sig frem til finalen og kæmpede mod Frankrig i en intens kamp, der endte 33-31 til franskmændene.

OL-turneringen i Paris blev derimod en opvisning i dansk dominans, hvor Danmark sluttede med at besejre Tyskland 39-26 i finalen – den største sejrsmargin i en OL-finale for håndboldherrer nogensinde.

OL-guldet blev kulminationen på en fejlfri turnering, hvor Danmark vandt samtlige kampe og sikrede sig topscorertitler samt MVP-prisen til Mathias Gidsel.

Efter OL blev holdet endda hædret af ANOC, sammenslutningen af alle verdens 206 nationale olympiske komitéer, som det bedste mandlige hold på tværs af alle sportsgrene ved OL.

En kandidat, der forener nationen

DIF og Team Danmark uddeler prisen for Årets Sportsnavn, som ikke kun anerkender resultater, men også den folkelige begejstring, en præstation skaber.

DIF's formand, Hans Natorp, fremhæver holdets evne til at samle nationen:

"Håndboldherrernes præstationer er intet mindre end historiske. De skaber glæde og stolthed i hele landet, og deres evne til at begejstre viser, hvor meget sporten betyder for os alle."

Lars Krarup, formand for Team Danmark, supplerer med ros til holdets vedvarende succes:

"De danske håndboldherrer er verdens bedste og har tryllebundet hele Danmark med deres præstationer. Deres OL-guld i Paris er endnu en milepæl i en fantastisk æra for dansk håndbold."

Holdets succes i 2024 er ikke kun et bevis på sportslig overlegenhed, men også på den kontinuitet, der kendetegner dansk håndbold. Det er et resultat af målrettet arbejde over mange år, både blandt spillere, trænere og hele organisationen bag.

De to øvrige finalister til Årets Sportsnavn 2024 offentliggøres senere i december, og vinderen kåres ved den store sportsgalla SPORT 2024 i Herning den 4. januar 2025. Vinderen modtager, udover æren, en præmie på 75.000 kroner.

Mest læste