En stærk sæson i Danmark har åbnet døren til landsholdet igen, men hun gør det klart, at hun ikke tager af sted uden en reel rolle på holdet.
Filippa Idéhn er igen en del af det svenske landshold efter flere år væk fra det nationale mandskab.
Den 35-årige Ikast-målvogter har leveret en stærk indsats i Danmark og var med i Sveriges storsejre over Kosovo i foråret.
Nu er hun udtaget til EM-kvalkampene mod Ukraine og Litauen, den sidste samling før VM-truppen udtages i december.
Men hun gør det klart, at hun ikke har tænkt sig at tage med til VM for enhver pris.
Idéhn har været med til otte slutrunder i træk og ved, hvad det kræver.
Siden hun blev mor til en dreng på to år, har hendes prioriteringer imidlertid ændret sig.
- Jeg vil ikke sidde på tribunen i Tyskland i tre uger. Hvis jeg kun skal være tredjekeeper, så må
Tomas Axnér ringe til en anden, siger hun ærligt til Aftonbladet.
En tydelig besked til landstræneren
Efter EM i 2020 blev Idéhn vraget, da Tomas Axnér overtog som landstræner.
Dengang følte hun, at hendes præstationer i rumænske Baia Mare blev overset.
Da hun i 2021 skiftede til Silkeborg og senere skrev kontrakt med Ikast, troede mange, at landsholdstiden var forbi.
Hun fødte i oktober 2023 og vendte tilbage til håndboldbanen i februar året efter.
Ifølge Aftonbladet blev hun altså genindkaldt til landsholdet i april, hvor hun som sagt stod stærkt i kampene mod Kosovo.
Nu deler hun målvogteransvaret med den 34-årige Johanna Bundsen og 29-årige Evelina Eriksson.
Men Idéhn lægger ikke skjul på, at hun ikke vil spille tredjeviolin under VM i Tyskland og Holland:
- Jeg kan godt være tredjekeeper derhjemme, men ikke på stedet. Det er ikke fair over for min familie.
Hun understreger, at hun og hendes kæreste normalt deler opgaverne omkring deres søn, og at tre uger væk vil være for meget, især hvis hun ikke skal spille alligevel.
Klarhed før udtagelsen
Spørgsmålet er, om den kontante melding kan koste hende VM-pladsen:
- Måske, men det er ikke det værd for mig. Hvis der sker noget, kan jeg være i Tyskland på få timer fra Danmark.
Hun peger på, at samarbejdet med Axnér fungerer fint, men at hun ikke har meget direkte kontakt med ham.
- Vi målvogtere har jo vores eget lille hold, siger hun med et smil.
Axnér har tidligere insisteret på at have alle tre målvogtere med under mesterskaberne, men Idéhn står fast på sin beslutning.
Hun vil kun rejse til VM, hvis hun er blandt de to udvalgte, der spiller.
På torsdag spiller Sverige mod Ukraine i Alingsås, og søndag gælder det Litauen i Siauliai.
Derefter må Axnér vurdere, om Ikast-keeperens ærlighed skal ses som en styrke eller en forhindring.