Efter blot få måneder i
Ikast Håndbold stopper den franske stregspiller
Béatrice Edwige, som ellers var hentet ind som en rutineret nødløsning.
37-årige Béatrice Edwige kom til Ikast Håndbold i september, men hendes ophold i klubben blev kortvarigt.
Den franske profil har spillet sin sidste kamp i den gule trøje, meddeler klubben på sin hjemmeside.
En midlertidig løsning
Edwige, der har vundet både OL-, VM- og EM-guld med det franske landshold, blev hentet til Ikast som en midlertidig løsning, da klubben stod uden flere stregspillere.
Hun blev hentet ind på et tidspunkt, hvor tre spillere på positionen var ukampdygtige, og man havde brug for rutine og fysik på holdkortet.
Ifølge klubbens direktør
Daniel Grønhøj var det fra starten planen, at aftalen kun skulle løbe over nogle måneder.
- Det har hele tiden været planen, at hun skulle være ved os i de her måneder og derefter hjem til Frankrig. Det var præmissen for, at hun sagde ja til at hjælpe, udtaler Grønhøj i en pressemeddelelse.
Han understreger desuden, at Edwige har sat et positivt præg på både holdet og omgivelserne med sin professionalisme og tilgang til opgaven.
Taknemmelig afsked
Béatrice Edwige nåede at spille i klubber i blandt andet Frankrig, Rusland og Ungarn, og hun opnåede stor international anerkendelse gennem sine præstationer både i klub- og landsholdsregi.
Hun valgte at indstille karrieren efter sidste sæson i Ferencvaros, men besluttede sig for at tage endnu en tørn, da Ikast henvendte sig.
Ved afskeden sender hun en stor tak til klubben og omgivelserne:
- Jeg vil gerne takke Ikast Håndbold, supporterne, de frivillige og spillerne. Jeg fik en meget varm velkomst, og denne oplevelse gav mig mulighed for at opdage Danmark og den danske liga.
Ikast råder nu over stregspillerne Karen Klokker, Ane Høgseth og Lina Lützhøft, mens Sarah Iversen fortsat er ude i forbindelse med familieforøgelse.
Klubben forventer at have et fuldt bemandet hold til rådighed i den kommende fase af sæsonen.