Når hun trækker trøjen over hovedet denne weekend, er det med en helt særlig følelse.
Fredag morgen klokken 03.30 ringede vækkeuret hos Julie Scaglione. Ikke ligefrem et tidspunkt, hvor man normalt er glad for at høre klokken bimle.
Men for den 20-årige bagspiller fra Ikast Håndbold var det anderledes. Sammen med holdkammeraterne skulle hun sætte kurs mod Graz i Østrig, hvor sæsonens største klubopgør venter: Final4 i European League.
For Scaglione er det ikke kun udsigten til europæisk ære, der gør turen særlig. Det er nemlig første gang i over 15 måneder, at hendes navn står på holdkortet.
En korsbåndsskade i januar 2024 satte en brat stopper for hendes fremmarch – lige efter hun havde bidraget til VM-bronze på hjemmebane og var på nippet til et internationalt gennembrud.
- Jeg glæder mig helt vildt. Det er sjældent, jeg glæder mig til bare at varme op, lød det med et grin.
Det er svært ikke at forstå reaktionen, når man har været væk så længe fra det, der engang var hverdag.
For Julie har været helt væk fra banen, fanget i en tilværelse af prøver, genoptræning og ventetid.
Udskudt igen og igen
Efter operationen var forventningen egentlig, at hun ville være tilbage omkring februar 2025, men da tiden nærmede sig, kom tilbagemeldingen, ingen ønsker at høre: “Du er ikke klar endnu.”
Test efter test – fra løb til retningsskift – afslørede, at der stadig var ubalance i muskulaturen.
Ifølge DR Sporten blev de sidste måneder af genoptræningen en mental kamp.
Julie fik lov til at træne med, men under restriktioner, hvor hun nærmest bar en særlig corona-trøje for at undgå kontakt.
- Det er sindssygt hårdt at føle, man næsten er klar – men stadig ikke må spille.
Tre ekstra måneder skulle der til, hvor hendes holdkammerater spillede videre, mens hun måtte vente.
Nu er hun omsider med igen. Ikke som starter, ikke som nøglespiller, men som en del af truppen. Og det betyder alt.
Fokuserer på de små skridt
Når Ikast i dag kl. 15 løber på banen mod HSG Blomberg-Lippe i European Leagues semifinale, er det med en Scaglione på bænken, der først og fremmest skal mærke, hvordan det føles at være håndboldspiller igen.
Hun ved godt, at hendes rolle bliver begrænset, men det gør ikke oplevelsen mindre vigtig:
- Jeg håber, jeg kan bidrage med noget, men jeg ved også, at de andre har spillet hele sæsonen. Første mål er bare at få mit comeback.
Blikket er også rettet frem mod sommeren. Den nye landstræner, Helle Thomsen, tager over – og selv om telefonen ikke har ringet endnu, håber Julie at kunne spille sig ind i billedet:
- Jeg vil kæmpe røven ud af bukserne for det. Jeg skal vise, at jeg stadig hører til.