Klavs Bruun Jørgensen er sikker på, at det er en dag, han aldrig kommer til at glemme.
Tidligere landstræner Klavs Bruun Jørgensen kan se tilbage på en femårig periode, hvor han stod i spidsen for de danske håndboldkvinder.
Desværre er det ikke alle dage, han ser tilbage med et smil på læben. Særligt er der én dag, som han ikke er meget for at se tilbage på: den 11. december 2019.
På denne dag fik de danske håndboldkvinder og Klavs Bruun Jørgensen slukket drømmen om OL i Tokyo. Da de spillede 26-26 mod Serbien ved VM-slutrunden i Japan, stod det klart, at de ikke ville få en plads i OL-kvalifikationen.
Nu åbner Klavs Bruun Jørgensen op om den store skuffelse, der skyllede ind over ham. Det gør han i en ny dokumentarserie, som DanskHåndbold står bag.
"Det er nok de værste 5-10 sekunder, jeg har haft i mit liv. Det ærgrer mig stadigvæk, og den følelse ønsker jeg ikke for nogen. Altså, det var virkelig ubehag af en helt anden verden," siger han i den nye dokumentarserie.
Den store nedtur betød ikke blot, at de ikke ville komme med til OL. Det betød også, at Klavs Bruun Jørgensens tid som landstræner var forbi. Det blev meldt ud i januar 2020, men han havde gerne set, at det blev meldt ud før.
"Jeg tror faktisk, at jeg allerede efter kampen var klar til at gå ud og sige op. Og hvis Morten Henriksen (sportschef i forbundet, red.) ikke havde sagt til mig, at nu skulle jeg lige vente og trække vejret, så havde jeg nok gjort det," lyder det fra ham.
Det endte alligevel med en opsigelse efter et fælles evalueringsmøde. Efterfølgende er Team Esbjerg-træner Jesper Jensen blevet hentet ind som træner, hvilket har været en stor succes.