Mens andre nyder sommeren i roligt tempo, har Helle Thomsen nærmest levet i en lufthavn. Som ny landstræner for det danske kvindelandshold er hun konstant på farten.
Senest har hun været en uges tid i Montenegros hovedstad Podgorica for at følge det danske U19-landshold ved europamesterskaberne.
På trods af varmen, der kravlede op mod 38 grader, var hun gerne blevet.
- Det er varmt. Det er meget varmt, siger hun med et grin, da hun bliver kontaktet.
Eftersom U19-landsholdet tabte 31-37 til Tyskland i semifinalen, var det måske meget godt, at landstræneren tog hjem.
Nye rutiner i nyt job
Det er ikke længe siden, Thomsen indtog sin nye rolle.
Den 1. juli blev hun officielt landstræner på fuld tid, efter samarbejdet med CSM Bucuresti blev afsluttet.
Nu står hun uden daglige træningspas og med en kalender, der i starten mest har været fyldt med samtaler, møder og observationer.
- Jeg har ikke haft daglig træning, og det er uvant. Det er noget anderledes, end det har været i mange, mange år.
Hun forklarer, hvordan hun i stedet bruger tiden på at lære ungdomslandsholdene bedre at kende og hilse på klubtrænere og spillere i hele landet.
Hun uddyber, at hun ikke før har haft noget nært forhold til ungdomslandsholdene, da hendes fokus som klubtræner i udlandet har været et andet.
Derfor er det vigtigt for hende at bruge sommeren på netop dét at observere og opbygge relationer.
Ifølge Ekstra Bladet har hun blandt andet haft flere snakke med ungdomslandstrænerne Ole Bitsch og Thomas Høst samtr deltaget i møder med Dansk Håndbold Forbund for at få organiseret efteråret.
Om nogle dage er det U17-landsholdet, der skal i kamp ved EM, og det foregår også i Montenegro.
- Jeg skal lige hjem og vende nogle dage, og så går turen tilbage, fortæller hun kort.
Turneringen spilles fra 30. juli til 10. august, og dermed venter endnu en varm omgang håndbold på Balkan.