Mathias Gidsel må punge ud: "Det koster en omgang"
Mathias Gidsel har for anden gang i træk sikret sig titlen som verdens bedste håndboldspiller – en hæder, der ikke blot bekræfter hans sportslige niveau, men også placerer ham i en helt særlig kategori blandt håndboldens allerstørste profiler.
Men i Füchse Berlin er det ikke kun respekt og anerkendelse, der følger med, når man får den slags titler. Her skal det fejres – og det skal det med stil.
På et pressemøde efter offentliggørelsen af titlen lagde Gidsel da heller ikke skjul på, at der venter en aften med åbne lommer.
- Jeg er sikker på, at mine holdkammerater forventer, jeg skal have de store lommer frem. Vi skal i hvert fald have fejret det, sagde han med et smil og tilføjede, at det ikke skal gå op i, hvad det koster – for holdkammeraterne betyder ganske enkelt for meget for ham.
En lille brik på to gode hold
Danskeren har haft en central rolle i både det danske landshold og i sin klub, hvor han uge efter uge leverer på højeste niveau. Alligevel er det tydeligt, at han ikke ser sig selv som en ener, men som en del af et fællesskab.
- Jeg er en meget lille brik på to velfungerende hold. Et dansk landshold, der måske er det bedste nogensinde, og så et tysk hold, der er ét af de bedste i Europa, forklarer han.
Gidsel fortæller, at han skylder sine holdkammerater i Berlin en kasse øl og et godt restaurantbesøg som tak for opbakningen – og for de kærlige drillerier, der allerede er begyndt at tage form.
- Jeg fejrede titlen ved, at jeg sprang træningen over. Og det blev jeg drillet med. At verdens bedste nu heller ikke behøver at træne længere, griner han, og afslører, at holdkammeraterne med glimt i øjet har sagt, at det er en ære for dem at spille med ham.
Gidsel er afgørende for alle hold
Der er ingen tvivl om, at titlen er velfortjent. Gidsel har i den grad været en afgørende spiller i dansk håndbolds gyldne generation og har samtidig imponeret i den tyske Bundesliga, hvor han med sin eksplosive spillestil og spilintelligens er blevet et internationalt navn.
Men det er måske netop hans ydmyghed og evne til at rette lyset mod dem omkring sig, der gør ham til mere end bare en verdensstjerne – han fremstår som en ægte holdspiller.
Selv peger han på både trænere og medspillere som nøglepersoner i sin udvikling, og understreger, at uden dem var hæderen ikke mulig.
