Franske L'Equipe skriver, at stjernespilleren
Dika Mem har takket ja til at blive holdkammerater med
Mathias Gidsel i Berlin.
Efter snart et årti i FC Barcelona ser det ud til, at en af verdens mest profilerede håndboldspillere, vil søge nye udfordringer fra sommeren 2027.
Ifølge oplysninger fra L'Équipe er det hovedstaden i Tyskland, der bliver næste stop for
Dika Mem, når hans kontrakt med den catalanske storklub udløber.
Mem har været en central skikkelse i Barcelonas mandskab siden sin ankomst i 2016 og har i løbet af sin tid i klubben vundet adskillige titler, herunder Champions League i 2021, 2022 og 2024.
Han har samtidig været en del af det franske landshold, som blandt andet har vundet OL-guld i 2021, VM i 2017 og EM i 2024.
Til trods for et forlængelsestilbud fra FC Barcelona har Mem angiveligt besluttet sig for at forlade klubben, når kontrakten udløber.
Bundesligaen trækker
Ifølge den franske avis havde Paris Saint-Germain i længere tid en reel mulighed for at hente Mem hjem til Frankrig.
PSG tilbød en attraktiv pakke og lokkede med udsigten til at vende hjem til hans barndomsby. Men valget er faldet på Berlin og det tyske håndboldmiljø, som Mem ifølge kilder ser som mere konkurrencepræget end den spanske liga.
Füchse Berlin har de seneste år styrket sin position betydeligt.
I juni 2025 vandt de det tyske mesterskab for første gang og nåede finalen i Champions League.
Med nye sponsorer i ryggen og store ambitioner er klubben i gang med at samle en særdeles slagkraftig trup.
Berlin har allerede sikret sig Simon Pytlick fra Flensburg fra sommeren 2027, og
Dika Mem forventes at blive en del af en stærk bagkæde sammen med
Mathias Gidsel, som blev kåret til verdens bedste spiller i 2023 og 2024.
Dika Mem og
Mathias Gidsel deler samme position på banen, og det har fået flere til at undre sig over tilbuddet.
Gidsel har selv kommenteret den mulige tilgang:
- Jeg ser ikke en anden højre back som en konkurrent, udtalte han til TV2 og tilføjede med et glimt i øjet, at han har et bedre scoringssnit fra venstresiden, hvilket kan give plads til Mem i hans naturlige rolle.