mikkel hansen

Mikkel Hansen om nyt job: - Jeg skal ikke til USA og bo

Håndboldjan. 25 , 19:58

Efter en glorværdig håndboldkarriere har Mikkel Hansen skiftet banen ud med en ny hverdag, hvor familien og flere spændende projekter fylder kalenderen.

Selvom en af opgaverne kræver rejser til USA, slår han fast, at han bliver boende i Danmark.

Siden Mikkel Hansen sagde farvel til håndbolden i sommer, har han taget sig tid til at omstille sig til livet uden for banen.

Og det er noget, han nyder, fortalte han lørdag under en pressekonference i Jyske Bank Boxen.

"Jeg har taget mig god tid til at få trukket vejret på en eller anden måde," forklarede den tidligere landsholdsstjerne og tilføjede, at hans tid nu bliver brugt på en række nye opgaver.

Han har blandt andet haft fokus på sit arbejde med Hej Fonden, som han var med til at stifte.

Derudover har han holdt foredrag sammen med Niklas Landin, hvor to foredrag stadig mangler at blive afviklet i marts.

Ambassadør for håndboldens fremtid i USA

En af de større opgaver for den dobbelte OL-vinder er rollen som ambassadør for Pro Handball USA.

Projektet har til formål at gøre håndbold mere populær på tværs af Atlanten, og han deler ambassadørrollen med andre store håndboldprofiler som Nikola Karabatic og Stine Oftedal.

I forbindelse med projektet skal Mikkel Hansen tilbringe noget tid i USA, men han understregede, at det ikke ændrer på hans bopæl.

"Jeg skal bruge noget af min tid i USA. Men mærkeligt nok har der været mange henvendelser, om jeg så også flytter til USA, og det kan jeg så afmelde. Jeg bliver boende i Danmark. Jeg skal ikke til USA og bo," slog han fast.

Fokus på familien

For Mikkel Hansen er familielivet en prioritet efter den krævende håndboldkarriere.

Med en ældste søn, der skal starte i skole til sommer, har han valgt at fokusere mere på sine nærmeste.

Selvom håndboldkarrieren er slut, er det tydeligt, at Mikkel Hansen stadig har masser af ambitioner og et travlt liv foran sig.

Mest læste