Den danske håndboldstjerne Simon Pylick var for nyligt ude med en hyldest til håndboldikonet Mikkel Hansen. Nu har Hansen reageret på opslaget.
Mikkel Hansen har spillet sin sidste slutrunde for Danmark, men hans betydning rækker langt ud over de kampe, han har været en del af.
Det blev tydeligt, da Simon Pytlick delte en rørende hyldest til sin tidligere holdkammerat på Instagram – en tak til den mand, der hjalp ham på plads på landsholdet.
Hyldesten har rørt mange, men én reaktion skiller sig ud: Mikkel Hansen selv kvitterede for ordene med et simpelt hjerte.
Håndboldikonet har efterfølgende udtalt til TV2 Sport, at han intet vidste om den flotte hyldest:
"Jeg havde ingen anelse om, at han ville skrive de flotte ord. I onsdags satte jeg mig i sofaen for at se Aalborg i Champions League, og lige inden kampen gik i gang, læste jeg hans opslag."
"Jeg blev både rørt og stolt på én gang og måtte da også lige sende ham en hilsen og sige mange tak for den smukke gestus," sagde Mikkel Hansen.
Der er ingen tvivl om, hvilken betydning den rørende gestus har haft for den danske stjerne:
"Hvis jeg skal være helt ærlig, så betyder de ord faktisk mere end nogle af de titler, jeg har vundet"
I sin tekst beskriver Pytlick, hvordan han fra barnsben har set op til Mikkel Hansen. Først som en håndboldgal dreng i Thurø Hallen, der prøvede at efterligne Hansens berømte håndledsfinter, og senere som en ung spiller, der pludselig stod i samme omklædningsrum som sit store idol.
Men det var ikke kun det tekniske spil, der imponerede Pytlick.
Under sin første store slutrunde ved VM i 2023 følte han sig usikker – hørte han overhovedet til på det danske landshold?
Det var her, Mikkel Hansen trådte til og viste, hvorfor han ikke bare var en verdensklassespiller, men også en fantastisk holdkammerat.
"Mikkel gav mig ikke bare plads, da jeg var den nye dreng i klassen – han hjalp mig på plads. Den generøsitet er jeg mindst lige så inspireret af som hans håndled," skrev Pytlick.
Mikkel Hansen har måske sagt farvel til landsholdet, men hans værdier og indflydelse lever videre i spillere som Pytlick, der nu selv ser det som sin opgave at tage imod nye talenter med samme åbenhed og støtte.
"Mikkel Hansen er også ham, jeg vil være, når jeg når den alder, hvor jeg skal tage imod de nye talenter på landsholdet," skrev Pytlick afslutningsvis.