gettyimages 2156790193

Niklas Landin i lyn-comeback for Aalborg Håndbold

Håndboldsep. 13 , 13:59
Niklas Landin er tilbage i Aalborg Håndbolds trup efter sin knæoperation og kan få comeback lørdag mod GOG, netop som Champions League-sæsonen er i gang.
Niklas Landin er klar til comeback for Aalborg Håndbold og kan allerede lørdag få sæsondebut i topkampen mod GOG.
Klubben bekræfter på Instagram, at den danske landsholdsmålmand er udtaget til truppen.
Landin har været ude siden starten af august, hvor han gennemgik en knæoperation.
Dengang lød meldingen, at han ville være ude i seks til otte uger, men nu vender han tilbage tidligere end forventet.
- Dagens hold inkluderer vores målmand i nummer 1; Niklas Landin, som er blevet sin skade kvit. Resten af holdet kender vi, og Blonz og Sagosen gør i kulissen alt for at blive deres skader kvit, skriver Aalborg Håndbold i opslaget.
Aalborg hentede midlertidig erstatning
Fraværet betød, at Aalborg hentede islandske Ágúst Björgvinsson på en lejeaftale fra Ribe-Esbjerg.
Han er med i truppen mod GOG sammen med Fabian Norsten, der har været førstevalg i sæsonens første kampe.
Norsten har leveret solide præstationer, men Landins comeback vurderes til at få stor betydning.
TV 2 Sports håndboldekspert Claus Møller Jakobsen fremhæver, at Landins tilstedeværelse kan give holdet et ekstra løft.
- Den psykologiske effekt i at have Landin i truppen betyder enormt meget. Han nyder kæmpe respekt hos alle. Han er en kæmpe personlighed, der betyder meget for Aalborg Håndbold, siger han til TV2 Sport.
Vigtig timing før Champions League
Landins tilbagevenden kommer på et vigtigt tidspunkt for Aalborg, der i denne uge åbnede Champions League-gruppespillet med en sejr over Veszprem.
Allerede torsdag venter en udekamp mod de tyske mestre Füchse Berlin.
Ifølge Claus Møller Jakobsen kan minutter i lørdagens kamp blive en vigtig forberedelse.
- Det er godt for Landin, at han får mulighed for at få nogle minutter. Der er noget med målmænd og det med at mærke spillet på banen og få de første redninger efter en pause, forklarer han.
Mest læste

Loading