Når de største titler skal uddeles, er det ikke altid præstationerne, der afgør det, mener landstræneren. Nu sætter han fokus på et omdiskuteret emne.
Den danske landstræner ryster på hovedet over nomineringerne til verdens bedste håndboldspiller. For selv om han er enig i, at Mathias Gidsel hører til blandt de tre udvalgte, så forstår han ikke, hvorfor Danmark ikke har flere spillere med i kampen om den prestigefyldte titel.
Ifølge Jacobsen kunne både Simon Pytlick og Emil Nielsen sagtens have været nomineret i stedet for tyske Andreas Wolff eller spanske Alex Dujshebaev.
Begge danskere har leveret præstationer på absolut topniveau det seneste år, og derfor skurrer fravalget i øjnene hos landstræneren.
"Man kan diskutere, om der ikke skulle have været en dansker eller to mere på listen. Men nu er der også lidt politik i det," lød det fra Jacobsen, da han torsdag talte med pressen.
Emil Nielsen blev i december kåret til den mest værdifulde spiller i 2023/24-sæsonen ved Det Europæiske Håndboldforbunds 'Excellence Awards', en titel der cementerer ham som en af verdens absolut bedste spillere.
Alligevel har det ikke været nok til at sikre ham en nominering hos Det Internationale Håndboldforbund (IHF).
Ifølge BT undrer det også Jacobsen, at en spiller kan blive kåret som den bedste i Europa, men alligevel ikke anses for at være blandt verdens tre bedste.
"Jo, jeg synes, at Emil har været... det er altid svært at sige, hvem der er den bedste, men Emil er bare den, der har holdt det højeste topniveau af alle i hele verden det seneste år. Jeg ved ikke, hvilke kriterier der er. Om det er, at der er for mange danskere...," siger han.
Jacobsen antyder, at beslutningen måske handler om at undgå for stor dansk dominans i nomineringerne.
Med Danmarks succes de seneste år kunne det være et bevidst valg at gøre plads til andre nationer.
Selv om nomineringerne har skuffet landstræneren, er han ikke i tvivl om, at titlen stadig bør ende på danske hænder.
"Jeg vil være overrasket, hvis han ikke vinder. Jeg synes, han har været i særklasse den bedste," siger Jacobsen om Mathias Gidsel.
Den danske stjernespiller har endnu engang leveret en sæson på et helt ekstraordinært niveau, og Jacobsen mener, at det denne gang bør være en formssag.
"Det er ikke altid, man er enig, men lige denne her bør alle være enige om," afslutter han.