Kari Brattset Dale

Norsk landsholdsstjerne er blevet gravid og misser VM

Håndboldsep. 05 , 21:31
Kari Brattset Dale misser VM i december, da den norske stregspiller venter sit andet barn.
Når Norges håndboldlandshold til december skal forsøge at generobre VM-titlen, bliver det uden en af holdets mest rutinerede profiler.
Kari Brattset Dale er gravid og vender derfor først tilbage til banen i 2026.
I en meddelelse fra det norske håndboldforbund fortæller hun, at hun og familien ser frem til en ny tilføjelse.
- Vi glæder os til at udvide flokken. Det er selvfølgelig ærgerligt at gå glip af håndbolden lige nu, men det giver kun motivation til at komme stærkere tilbage, skriver hun.
Hun afslørede samtidig, at familien venter en lillebror i marts.
Ifølge Brattset Dale har graviditeten indtil videre forløbet uden problemer, og hun understreger, at hun ser frem til at vende tilbage på håndboldbanen, når kroppen igen tillader det.
Landstræneren håber på comeback
Den norske landstræner, Ole Gustav Gjekstad, sender lykønskninger til Brattset Dale og hendes familie.
- Jeg glæder mig på Karis vegne og ønsker hende og familien en dejlig tid. Forhåbentlig vil hun som to-barnsmor trække i landsholdstrøjen igen. Hun er en vigtig spiller og en kulturbærer på landsholdet, siger han.
For Norge betyder fraværet, at holdet må klare sig uden en af sine mest erfarne spillere i turneringen.
Brattset Dales rolle som defensiv styrmand og hendes evne til at binde forsvaret sammen har været central i flere af de seneste slutrunder.
En af Norges mest vindende spillere
Kari Brattset Dale har de seneste år været en af Norges mest markante profiler og en fast del af det Györ-hold, hvor også Kristina Jørgensen, Sandra Toft og nu også Helena Elver spiller.
Hun fik sit første barn i 2022, da sønnen Nils kom til verden, og nu venter familien altså endnu en dreng.
På landsholdet har hun allerede vundet både EM-, VM- og OL-guld, og hendes fravær til vinterens slutrunde betyder, at Norge må undvære en spiller, der både har bidraget sportsligt og med erfaring i de største kampe.
Mest læste